Døren til bilen går op. Lily Roxherd, nyudnævnt Inquisitor adept og lærling til Inquisitor Victoria Rembrand, er netop ankommet til hive citien "Divio Cornito" på planeten Tyrtarach-V, i daglig tale kendt som T-5.
Selvom vejret, på denne tidlige morgen var frisk og behagelig, følte hun alligevel en kold vislen løbe ned af ryggen på hende.
Den store sorte, marmorbeklædte bygning hun netop var trådt ud foran, rummede nemlig hovedkvarteret for "The Inquisition" på T-5.
Lily var lokal født og opvokset på Tyrtarach. Hendes far var en mægtig baron, og hendes storebror Cecil Roxherd, havde tjent i den imperielle guarde og forsvars deling på planeten.
Med stort tryg på "havde". Cecil var blevet dræbt som kujon og han havde bragt skam over Roxherd navnet. Han tjente dog stadig et formål. Hans kranie, svævende midt i luften ved siden af Lily var svær at genkende som den kønne, lyshåret herre han havde været. En rød linse udgjorde det højre øje, og en større mængde datakabler gik fra kraniet og ned i en mindre "Servo probe", som stak ud af bunden i hovedet. Cecil tjente nu Lily som Servo-skull. En "sekretær" som kunne føde Lily med den information hun nu engang kunne have brug for.
Med langsomme skridt gik hun op af trappen. Hun ankom i receptionen hvor en mand sad ved bordet. Manden var fastopereret i bordet, og lignende mere et integreret kontormøbel end en rigtig person.
"vær venlig at identificere dem selv" - sagde han med en monoton og livsløs stemme.
"Inquisitor nummer 224399-X1, Roxherd, Lily" svarede hun.
Servitoren virkede tilfreds med svaret, og titulerede med et "Lord Inquisitoren venter dem".
Lily satte kursen imod elevatoren, efter Servitoren havde markeret hende retningen. Gud hvor hun hadede dem! servitors. Mennesker kunne man ikke kalde dem. Hendes fars hus havde haft et platora af dem, til at tjene ethvert formål. Som barn havde hun ofte kastet sten på dem når de ikke kiggede, eller efterladt små pytter af væske som de kunne glide i. Hun hadede dem inderligt.
Lily ankom ved elevatoren og tog den til toppen. I Inquisitions hovedkvarter på T-5 var alle 3 grene af deres enhed dækket ind. Bygningen var enorm med over 89 etager. fra Etage 2-24 boede Ordos Xenos. Eksperter i udrydelse af enhver form for Aliens, som var fjender af kejserens imperium. Fra etage 25-69 boede Ordos Malleus. Ifølge officielle dokumenter og skrivelser fra Imperiet, fandtes de ikke. Men ifølge rygtet, og dem var der mange af, var de eksperter i at bekæmpe det fra det hensides. Demons.. bare det at sige det gav Lily koldsved. Hun var en retroende kvinde, men frygten for de mareridtsvækkende væsener der boede i skyggerne af, The warp, som hendes legekammerat Hannibal Caine altid havde kaldt det, når de som børn legede soldater, var nok til at skræmme livet af selv hende.
De sidste etager rummet Ordos Hereticus. I Lilys øjne var disse de absolut vigtigste. De forhinderede kættere og utøj i at infiltrere imperiet. De var den retskafnes stemme, og vogteren for dem som troede.
Hun ankom på 86 etage og bevægede sig ned af gangen. På væggene hang glorificerede billeder af legendariske inquisitors, i kamp mod kættere og fjender af imperiet.
Hun ankom ved en mahogni beklædt dør. Velpudsede messinghåndtag prydede den smukt udskåret dør, som stod i skarp kontrast til de ellers kalkhvide mure i bygningen.
Hun bankede på og hørte en stemme. "Kom ind" svarede stemmen bestemt.
Hun åbnede døren og trådte indenfor.
Selvom inquisitions hovedkvarter var spartansk indrettet, kunne man ikke sige det samme om dette kontor. Store røde gobeliner prydede det enorme vinduesparti, som i sin næsten 200 meters højde, havde et fantastisk udsyn ud over byen.
Store mørke reoler med nips, billeder, bøger, dokumenter og statuetter dækkede hele den ene væg. Et enormt sort, skrivebord stor midt i lokalet. Dækket i mærkelige skriftruller, og en data tablet. På reolen stod en mørk jernhandske. På handsken var monteret 2 enorme klinger. Man behøvede ikke være en veluddannet Remebrance, eller historisk interesseret person for at forstå, at dette var en værdifuld og hemmelighedsfuld genstand.
Midt i rummet stod en høj herre. Han var klædt i en lang, blå jakke med gyldne knapper. Hans hår var gråt og tilbageredt. Han manglede venstre arm, så ærmet på hans jakke hang livsløs ned langs han side. Inquisitor Melmand Solomon var en imponerende herre. Lily havde læst reporten om ham. Han vendte sig teatratalsk om, som en vigtig person fra en roman og kiggede på hende med hans betongrå øjne.
Et svagt smil bredte sig. Han var en arret herre, men dog alligevel køn. Lily smilede let tilbage, og nikkede anerkendene til Lord Inquisitoren.
"Lily Roxherd. Glæder mig endelig at møde dem i person" startede Solomon. Han gav hende hånden.
Han lavede en gestus ud i rummet. "Lily Roxherd, mød Haxtes Abnightus". Han gjorde en gestus imod en høj ranglet herre. Manden var så tynd at han kunne fremstå som offer for hungersnød. Men det skyldes ikke sult eller underernæring. Manden var en Techpriest. Lange mekaniske tentaktler, såkaldte Mechadendrites, stak ud af den røde robe som prydede hans krop. Han bar en ilt maske som rallede let når han trak vejret. Som udgangspunkt fremstod han hverken svag eller sygelig. Han stod som en høj, let foroverbøjet herre. Lily kunne ikke lade være at se ham som en gejstlig person i alt deres pomp og pragt. Men Techpriest tilbad ikke The god emperor. De tilbad en ånd gemt i maskiner. Den såkaldte "Omnisiah". Hun brød sig ikke sønderlig meget om disse Mechanicum folk, men hun forstod vigtigheden af dem". "The Omnisiahs blessing til dig Inquisitor" sagde Haxtes med en rallende stemme, og bukkede let for Lily.
"Du kender allerede Alius Tochua" forsatte Solomon og pegede imod manden til venstre for Haxtes. Alius var gammel mechaniker og chef-vedligeholder på Lilys fars mange gadgets, tilbage i deres mansion. Hun havde aldrig rigtig snakket med Alius, men han måtte have formået at kravle ud af hendes fars garage, og stige til tops i the inquisition.
"Omnisiahs blessing til dem Lady Rox... åh.. undskyld.. Inquisitor Roxherd" sagde Alius, og bukkede for hende. Han lignede ikke Haxtes. Alius var større, mere muskuløs og bag præg af at være en arbejdsmand. Han var generelt kendt som en arbejdsom person hos hendes far, og hans arbejdskraft skulle nok blive nyttig. Han bar også flere Mechandendrites, men i modsætning til Haxtes, som åbenbart var ubevæbnet, bar Alius en granatkaster på sin højre arm.
Lily nikkede bare til ham.
"Sidst men ikke mindst. Skal de hilse på Sergeant Tyrael Falesco, Veteran fra 243 Vendolan Regiment, og Veteran fra slaget om Gamma-Prochyon" Solomon titulerede imod en carapace klædt stormtrooper.
Guardsmanden åbnede sin hjelm, rejste sig op i retstilling og gjorde honnør. "Inquisitor Roxherd. Sergeant Tyrael Falasco melder sig til at tjene dem og The Inquisition" sagde han.
Han var en køn herre. Grønne øjne, prydede det meget barske ansigt. Han havde lette skægstube. Han var stor. Efter guardsmen standard ville han have været en intimiderende person at stå overfor.
Hans røde, nymalede kropspanser fik ham til at ligne en æresguarde mere end en frontlinie kriger. Han bar en semi automatisk Shotgun, og et væld af granater.
"Jeg ser frem til at arbejde sammen med dem Sergeant" svarede hun og nikkede til Sergenten.
"Udemærket jamen så er vi vel klar". sagde Solomon.
"Klar? klar til hvad? de har stadig ikke fortalt hvad vi skal?" sagde Lily, der stadig ikke var helt sikker på hvad der skulle ske.
"ahh undskyld mig Inquisitor. En gammel hjerne. Hvad siger de til en tur ned i "The Underhive??"
- Slut på pilot Episoden.
No comments:
Post a Comment