Afsnit 3. Kapitel 2. Angels kidnapped

"Velkommen til Inquisitor Roxherd. Mit navn er Emanuel Zoil. jeg er den lokale Lord inquisitor" startede Zoil.
"mange tak for den... varme velkomst lord inquisitor" svarede Lily, imens hun skævt kiggede up på soldaterne ude foran døren.
"Åh tag dem ikke af det. Der sker ting i byen så den militære tilstedeværelse er rimelig høj. Må jeg byde dem et glas Amasec?" svarede han og rakte hende et glas, med en let rosa væske.
"Nej ellers tak Lord Inquisitor." afslog Lily. Zoil lod glasset passere foran resten af gruppen indtil Alius tog imod til sidst.
"Jeg drikker Vin for hvad det er" mumlede Alius tilfreds, og tog et sip af glasset.
"Lily roxherd. deres arbejde i sektor 4 er flawless, og det er derfor jeg har bedt om dig og dit retinue" fortsatte Zoil.
"Jeg er meget beæret, men de har stadig ikke fortalt mig, hvorfor jeg er her?"
"Ahh jeg kan normalt godt lide at starte dramatisk. Vi har en situation" fortsatte Zoil, og satte sig bag hans skrivebord.
Han lagde en sagsmappe midt på bordet og skubbede det frem imod Lily.
"Fortæl mig Inquisitor. Hvad kender de til Adeptus Soreitas?" spurgte Zoil.
Lily svarede ham ikke. Hun stirrede på mappen der nu lå åben foran hende.
5 sagsakter lå spredt let ud, så man kun lige akkurat kunne se billedet. Det var af unge kvinder. Formentlig i alderen 14-18.
De svar smukke. Meget smukke endda. Alle med Kalkhvidt hår, og en lille Fleur de lis tatoveret på kinden.
Zoil kunne godt se Lilys bekymret udtryk, men fortsatte.
"Lily.. disse unge kvinder er forsvundet."
"Lad mig gætte. De er adepts til søsterskabet?" brød Haxtes pludselig ind.
"Og du er?" spurgte Zoil spidst.
"Jeg er Haxtes Abnightus. Jeg er teknisk rådgiver hos Lily Roxherd" svarede Haxtes hurtigt.
"ahh. men ja du har ret. disse er alle lovende kandidater til Kejserens døtre" svarede Zoil.
"Men det er ikke dem som er vigtigst".
"Vigtigst? prioritere vi disse kvinder efter vigtighed Lord Inquisitor!" udbrød Falasco forbløffet.
"Ehm.. pligten tvinger mig til at sige nej" skyndte Zoil sig at sige.
"Men dette er Veronica. Hun er 18 år, forsvundet. og er erklæret Saint af selveste The Imperial Administratum" Zoil afslørrede et billede af en kvinde, som lå iblandt Sagsagterne.
Hun lignede de andre. Smuk, ung og hvidhåret. Men noget var anderledes. Lily måbede.
"Er det der vinger?" spurgte Alius, der stod og lurede Lily over skulderen.
Zoil smilede da han kunne se lyset gik op for Lily og hendes flok.
"Veronica er erklæret en helgen, af selveste Saint Celestine. Hun er ment til at overtage titlen som Canonesse af vores lokale tempel her i byen. Og hun er enormt vigtig for moralen!" fortsatte Zoil. Hun SKAL findes!
"En kvindes liv, for en anden kvindes sjæl. Vi er en økonomi der kan sættes i budget. Må dit regnskab ej blive rødt Lord Inquisitor" sagde Emily, som havde taget plads i en sofa gruppe ovre i hjørnet.
"Ehm. jeg siger ikke hun skal overleve imens de andre skal dø. jeg siger bare at...."
"Jeg er helt med Lord Inquisitor. Vi har en krig der skal vindes, og hun er vigtig for krigs indsatsen" svarede Lily imens hun læste papirerne hurtigt igennem.
"Krig. vi er ikke i krig.. vi forbe"
"Spar os for øvelses påstanden Lord Inquisitor" brød Caine opgivende ind.
"ja okay. jeg undervurdere jeres viden her. Men hvordan vil de så gribe denne sag an?"
Spurgte Zoil?
"jeg vil starte med at spørge min gamle ven, Ibrahim Van Hassel" Svarede Lily, imens hun fortsat kiggede sagsakterne igennem.
"Van Hassel? hvorfor?" Spurgte Caine?
"Fordi Van Hassel har kontakter i alle lag på Tyrtarach. Han kan sættes os i direkte kontakt med folk inden for Soreitas søsterskabet, og derved bane vejen for kontakten med kirken" svarede hun ham imens hun fortsat læste.
"jeg forstår stadigvæk ikke hel..."
"nej men så lad mig om det her Caine, og koncentrer dig i stedet om ikke at gå i vejen" svarede Lily ham.
"Lord Inquisitor Zoil. Vi går igang med det samme!"

Slut på Kapitel 2.

Afsnit 3. Kapitel 1. Welcome to Envirio

køretøjet hoppede og bumlede.
Chimeraen var ikke bygget til denne form for distance kørsel. Men ikke desto mindre var de på vej.
Det var nu 2 måneder siden af Lily og hendes squad havde gennemført opgaven i Sektor 4, og det meste af tiden var blevet brugt på hospitalet oven på de enorme skader som gruppen havde påført sig.
Falasco sad overfor Lily med et sammenbidt ansigt. Stumpen på hans venstre arm, markerede stedet hvor hans hånd engang havde siddet, men Inquisition havde ikke haft interesse i at bruge midler på at forsyne ham med en ny. ”Det gør mig ondt med din hånd Falasco” sagde Caine. ”åh tænk ikke på det Inquisitor. Jeg er så velsignet at jeg var forsynet med 2” svarede Falasco, og let latter brød ud i Chimeraen.
Lily var personligt bare glad for at være på vej igen. At sidde og glo på et hospital var ikke noget der ligefrem havde hendes interesse.
Men de var nu på vej. Imod selveste ”Scipio Envirio”. Selveste Lord Inquisitor Soil havde inviteret dem til den mægtige Hive City i norden. Byen var slet ikke som Divio Cornito havde været.
Den var kendt som en perle på Tyrtarach og som en af imperiets sande vidundere.
”Inquisitor Roxherd. Hvad kender de til Envirio? Og denne Inquisitor Soil?” Spurgte Alius, der havde gang i at spise en pose med Paracellia Nødder.
”Jeg ved ikke meget om Soil, andet end han er en krigshelt og en af de længst siddende Lord Inquisitors, i denne sektor.” Svarede Lily. ”Nå ja, og byens Baron hedder Ibrahim Van Kassel. Ham vil vi også give et besøg. Han er en gammel ven så forventer i alle opføre jer ordentlig!” sagde Lily spidst ud i rummet, og modtog bare anerkendende blikke fra flokken.
”Ahh Ibrahim. Ved du hvordan han har det Lily?” spurgte Caine hende. Han havde som sædvanlig gang i at labbe en dåse sodavand med skriften ”Purple” påtrykt i sig. Hele den her køretur, havde han opført sig som en teenager på Road trip.
”Han har det fint Caine” svarede Lily opgivende.
”Få mig ud herfra” udbrød Verus pludselig, og rejste sig op og åbnede lugen i toppen af Chimeraen.
Frisk luft væltede ind og mindede gruppen om at der faktisk var et behageligt klima udenfor.
”I bør alle se dette her” sagde Verus, og gruppen rejste sig for at se hvad han havde opdaget.
Enorme hvide tårne, lavet af marmor prydede sky-linen på hive citien. Luftrummet over byen var livligt og enorme grønne områder med parker og anlæg pyntede smukt iblandt de store guld statuer af vigtige imperiale personer. De kørte på en High way, over byens enorme mure.
”Syntes i dette er smukt, skal i se noget endnu flottere!” grinte Falasco og pegede imod øst.
Alle måtte gnubbe deres øjne for at tro dem.
Enorme kampvognsformationer rykkede i stilling langs nedgravede positioner uden for byen. Titusinder af tropper fra den imperiale garde klargjorde mortere, lascanons og missile launchers, og havde forvandlet hele fronten af muren, til et skyttegravs netværk.
Baneblades, Shadowswords og Stormlords blev gravet ned, så de lignede pansrede fæstningsværker.
Men alt dette blændes ved siden af de mægtige Warhound titans som stille og roligt rykkede fremad.
De enorme våben på murerne var også klargjort.
”Sig mig er der en krig vi er gået glip af?” spurgte Caine og gloede mistroisk på de enorme militære styrker der var opsat.
”Måske er det en øvelse” sagde Parkes naivt og kiggede rundt på flokken.
”Lad den der ønsker fred, forberede sig på krig. Lad den der ønsker krig, forvirres af tanken om fred. Og lad skæbnen bestemme hvem der er klar” sagde Emily og satte sig ned i køretøjet igen.
”Falasco luk lugen. Vi har kigget nok nu” sagde Lily og satte sig ned igen.
”Javel Inquisitor! I hørte hende! Sæt jer ned!” bjæffede Falasco og fik flokken presset ned i køretøjet.
Stille og roligt forlod køretøjet motorvejen og påbegyndte køreturen op af hovedgaden.
”Sergeant. Den her by er så enorm, at bare for at komme rundt skal vi bruge vinger. Sørg for vi får nogen!” sagde Caine til Falasco.
”Javel Inquisitor. Jeg ser om jeg kan skaffe os en fugl” svarede Falasco og satte sig ved Chimeraens langdistance radio.
”Endnu en by med problemer” mumlede Lily. ”Endnu en by fuld af sjov” svarede Caine.
Chimeraen drejede skarpt i et højre sving, og stod pludselig foran en stor sort marmorbygning.
”Sig mig ejer Inquisition ikke andre farver end sort” mumlede Parkes da gruppen steg ud.
”Klap i Parkes, og opfør dig professionelt” sagde Falasco da han steg ud og strakte sig.
”Javel Sergeant!” svarede Parkes og gjorde hunnør.
Gruppen fortsatte ind i forhallen og mødte den obligatoriske servitor, som sad der med et tomt blik ud i himlen.
”Navn, og nummer!” sagde den tomt.
”Roxherd, Lily. Nummer 224399-X1” svarede Lily og servitoren bippede anerkendende.
“Lord Soil venter dem Inquisitor Roxherd!” svarede Servitoren og gjorde en gestus imod elevatoren.
”Det her virker bekendt Baronesse” Sagde Haxtes tørt imens gruppen begav sig imod elevatoren.
De tog endnu engang elevatoren op men endte stort set i toppen.
De begav sig ned af gangen og gloede pludseligt ind i et våben løb.
”HOLDT HVEM DER!” nærmest skreg en guardsman ind i hovedet på dem.
Bag ham sad 5 andre med våben trukket. En af dem bemandede sågar en Auto canon som pegede direkte imod Lily.
”Sænk våbenet soldat! Du står overfor Inquisitor Roxherd! Og vi er ventet!” råbte Falasco og trådte ind foran Lily.
”åh undskyld hr. Sergent. Vi har fået ordre på ikke at lukke nogen ind medmindre vi får melding om de kommer. Den forbandede Servitor må være i stykker igen. Edwinson gå ned og kig på det! ” sagde soldaten, som havde rang af Korporal, og en guardsmen satte i løb ned imod receptionen.
”jeg er sikker på Inquistoren venter jer” sagde han, og gik hen til låsen på døren.
med et let klik slog han låsen fra, og åbnede døren så gruppen kunne træde ind.
”Inquisitor Roxherd. Træd ind og luk døren!” beordrede manden inde i rummet.
Det måtte være Soil!



- Slut på kapitel 1

Status

Hey alle i flittige læsere.
Håber i får lidt ud af disse små short stories.
Ellers kan i altid bare vælge at lade være at læse fortsat :-)

Jeg vil prøve et nyt koncept til næste del af historien, og det er simpelthen at skrive lidt færre kapitler og gøre dem lidt længere.

Derfor vil næste afsnit kun indehold 4 kapitler.
de første 2 beskriver opstarten af afsnittet og hvad gruppen blev udsat for at ballade og sjov.
De 2 sidste beskriver den del af kampagnen som fungerede i det vi kalder "Chronicles".
Chronicles er heldags spille sæssioner, som typisk vare 10-12 timer.
Det bliver derfor noget af en historie der skal skrives.

Skulle det vise sig at det er nemmere at bide dem over i mindre bider, vil jeg gøre dette, men bestræber mig stadig på at skrive det hele på en gang.


Derfor vil jeg præsentere en ny spiller.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

   

Sergeant Sepheran Cassiel
Spilles af Christoffer Schou

Velkommen til Christoffer!
Nu har gruppet nået 6 spillere, og der vil derfor ikke komme flere.

Så fra weekenden af og frem vil de store kapitler komme!

Untill then!

Afsnit 2. Sidste kapitel. Run for your life!

Gruppen løb tværs over Marks have, og sprang over hans hegn.
Zombie sværmen kom stadig fra alle sider, og selvom gruppen fældede dem med det ene skud efter det andet, blev horden ved med at komme.
"Inquisitor Roxherd! De bør nok aktivere reserven" råbte Alius af Lily imens de løb.
"Pas dig selv Alius! det skal jeg nok bedømme om er nødvendigt!" råbte hun tilbage.
"Baronesse vi bliver snart omringet!" råbte Haxtes til Lily, og ganske rigtig. Den snævre passage der førte til indgangen til sektor 5, blev mindre og mindre.
"Inquisitor jeg har en plan!" kaldte Falasco ind på radionettet.
"Vi bruger granat foran os, og sprænger et hul. Shocket burde skabe en lomme vi kan passere igennem, og vores krops panser burde beskytte os" kaldte han ind.
Ved kejseren han havde ret.
Fragmentations våben var deres absolut bedste chance, og de havde ikke et sekund at spilde.
"God plan Sergeant! sæt iværk!" råbte Lily til ham. "Hør efter allesammen. følg min instruks! Alius, Parkes, Caine. Granater imod kl 11, kl 13 og kl 15. 3 sekunders forsinkelse på sprængningen, hold hjelme lukket. Og bed til kejseren!" instruerede Falasco.
På en gang kastede Parkes, Caine og Falasco en granat i hver deres retning.
Alius genladede sin granat kaster, og tømte alle 6 kamre på den imod zombie horden.
En enorm eksplotion, der nærmest skete så simultant at det ligeså godt kunne have været en stor eksplotion, skabte et enormt hul i zombie flokken. Livløse kroppe, arme, hoveder og ben fløj i alle retninger.
Zombierne der ikke blev direkte ramt, blev sendt flyvende bagud.
Der var åbningen!
De løb igennem denne nye passage, og nåede døren ind til sektor 5.
Den var låst!
"Forbandet! Haxtes få den op!" råbte Lily.
"Deres ord er min lov Baronesse. Alle andre bør dække mig, hvis vi vil leve til at se dagslyset igen!" svarede Haxtes, og gik igang med at arbejde på døren.
Under tæt dækningsild fra resten af gruppen arbejdede Haxtes beslutsomt.
Det tog kun omkring 30 sekunder. Men for alle føltes hvert sekund som et døgn.
Pludselig gik døren op, og gruppen væltede igennem indgangen.
Et par forbløffede borgere stod og gloede måbende på dem.
"FÅ LUKKET DEN FORBANDET DØR IGEN!" råbte Lily forpustet, og borgerne gav et forvirret spring inden de farede hen og lukkede den store ståldør i.
De kunne tydeligt høre lyden af negle og hænder imod døren.
Lily kiggede sig om, og spottede Alius stå og snakke med Caine.
"...og det vil være en god ide at aktivere reserven Inquisitor Caine" sagde Alius lavmeldt.
"Åh jamen øhm det gør jeg så. Tak for råddet Alius" svarede Caine lidt befibbet og greb sin radio.
"Jeg slår ham fandme ihjel!" tænkte Lily sammenbidt.
"Roxherds gruppe. Samling ved elevatoren! lad os komme væk herfra!" råbte Falasco, og hele holdet satte kursen imod elevatoren tilbage til overfladen.
Lily greb Alius arm, og hvislede til ham "Hvis du nogensinde går imod min ordre igen. Så dræber jeg dig!".

- Slut på Afsnit 2.

Afsnit 2. Kapitel 10. Count the 7.

Gruppen løb alt hvad de kunne.
De samlede sig ude i forhallen, efter nyhederne om hvad Verus og Haxtes havde fundet.
"Lily vi skal ud herfra!" råbte Caine.
"Og gøre hvad præcist?! løbe ud til de glade borgere fra Sektor 4?" svarede hun ham spidst, imens tankerne knagede i hovedet på hende.
"Hvad end vi gør baronesse, skal vi gøre noget snart" hvæsede Haxtes, imens han forsøgte at styre sit åndedræt, efter den lange løbetur.
"Det bliver slet ikke nødvendigt Inquisitor. I har ingen steder at løbe hen!" hørte de en silkeblød stemme svare dem, fra toppen af trappen.
"Baronen" var dukket op. Men han så anderledes ud. Fra top til tå var han iklædt hvid Ceramite farvet panser. Power armor ikke ulig det som tropperne fra Adeptus Astartes ville bære. Han havde en Olivengrøn kutte på, som skjulte det mest af hans ansigt. De kunne dog se et smil brede sig hen over det.
En larve kravlede op fra hans brystkasse og op imod hans ansigt. Han slugte den med et selv tilfreds "gulp".
Parkes trådte et skridt tilbage, og kiggede væk for ikke at kaste op.
Baronen bar en kugleramme, og på ryggen af ham var monteret en enorm højtaler.
"Hvem er du! tilkendegiv dig selv" råbte Falasco og pegede sin shotgun imod manden.
Han blev støttet af Alius der med et lyngreb fik ladet sin granatkaster og sigtede imod manden også.
"jeg lille Sergeant, er Mark Schültz. Mester i regnskab og tal, og tjener til Lord Ichabod. Jeg tjener den 14. Legion. Ikke at det betyder noget. du vil ikke leve længe nok til at kunne berette om det!" svarede han Falasco spidst, og kløede et stykke lyserødt masse, som stak ud af hans power armor. Lily var dog rimelig sikker på, at den lyserøde masse måske var et stykke af mandens tarm.
"Vi er mange flere end du er! overgiv dig og mød kejserens dom!" råbte Caine og pegede hans pistoler imod manden.
"Flere end mig? min kære ven. Der tager du HELT fejl!" sagde han med et selv tilfreds smil.
Pludselig vågnede højtalerne på ryggen. De begyndte at udsende en høj, skinger lyd. Lily syntes stemmerne lød til at tal High Gothic, men med en mærkelig mekanisk dialekt.
"Haxtes hvad siger den!" spurgte Lily febrilsk.
"Disse ord kan jeg ikke få over mine læber Baronesse" sagde Haxtes opgivende.
Med et enormt drøn, blev vinduet til hallen smadret. De første blodige arme, og våben som zombierne bar, stak pludselig igennem. Flere og flere kom, og til sidst lykkedes det dem at kravle igennem.
Med et enormt brag, sendte Alius en granat i ansigtet på Mark Schülz.
Granaten eksploderede og flensede skindet i hans ansigt.
Et øjeblik så det ud til at slå ham ud, indtil han blot drejede sit ansigt, med et tydelig blottet smil, imens skaden i hans ansigt langsomt lukkede sig.
"Kære dreng. jeg mærker ikke smerte længere. Nu er det din tur!" Han greb en plasma pistol, og affyrede et skud direkte imod Alius. "PAS PÅ!" Alius blev skubbet af vejen af Carlize, inden hun blev ramt direkte af plasma kuglens blå lys. I et kort øjeblik kiggede hun på Alius, inden plasma massen pulveriserede hende.
Mark affyrede flere skud imod gruppen, men Lily og de andre skyndte sig at søge dækning.
"LØB!" Lily råbte af sine lungers fulde kraft, inden hun løb tilbage imod opholdsstuen.
"Og hvad så herfra Baronesse!" råbte Haxtes tilbage imens de løb for livet.
"Ud af vinduet!" råbte Lily og sprang direkte igennem den smukke mosaik, som prydede pejsestuen.
Glasset splintrede i tusinde stykker, og Lily lavede et fortumlet rullefald, inden hun fik sig kæmpet på benene igen.
Resten af gruppen hoppede ud, en efter en.
Rundt om dem kunne de høre hylen og skrigen. Flere og flere zombier kom løbende imod dem fra alle sider.
"Løb! afsted imod sektor 5!" Råbte Lily og sprang fremad og satte i løb, alt hvad hun overhovedet kunne.
"Dækningsild til flankerne, lad dem ikke omringe os!" Råbte Falasco, og alle der bar et våben skød til højre og venstre.
"Pas på!" Alius skubbede Haxtes af vejen, i det øjeblik at endnu et plasmaskud fra Marks plasma pistol blev sendt deres retning.
Haxtes skød tilbage, men Mark var for hurtig, og undveg.
Imens de løb, sluttede Zombierne sig langsomt rundt om dem og deres flugtvej blev smaldere.
Ville de overhovedet overleve dette?

- slut på kapitel 10.

Afsnit 2. Kapitel 9. Smoke and Mirrors

Verus Caspean var ikke en forsigtig mand. Han var blevet fanget som barn, flere gange end man kunne tælle, og han havde ofte gjort stærk opmærksomt på sig selv, for at skåne Emily.
Men dette hus øgede bestemt Verus behov for forsigthed.
Han sneg sig igennem den korridor de var kommet igennem.
Haxtes var sendt den anden retning, men Verus valgte bevidst ikke at læne sit dække op af et behov, for at Haxtes kunne dække hans ryg.
Han var alene. One man!
Verus fortsatte igennem, hvad der tydeligt var en pejsestue, og ud i husets annex. Herfra kunne han kigge igennem de store, matte vinduer, ud på den enorme og smukke have. "hvordan kan noget gro hernede?" tænkte Verus for sig selv, inden han fortsatte imod højre.
Gulvtæpperne der klædte de ellers smukke marmorgulve, øgede Verus lydløshed, og opslugte hver en lyd, når hans fødder betrådte gulvet.
Langsomt fortsatte han. For han havde alt tid i universet.
"Inquisitor. forlader nu Annex 1, og sætter kurs imod forhallen" reporterede Verus ind på deres radionet.
Han vidste ikke om Lily hørte efter, men nu havde han gjort sin pligt.
Han lod sine hænder røre grebet på døren, og skubbede den langsomt op. Selv en svag knirken, ville skabe et unormalt ekko, og så var han opdaget.
Men døren gled lydløst op, og Verus skubbede sin krop op af døren, og brugte sin vægt til at åbne den.
Døren gled kun lige akkurat nok op til at Verus kunne snige sig ud i forhallen, og han førte døren langsomt i bag sig.
"puha. so far so good." endte han med at hviske til sig selv.
Han stod i forhallen. Dette kunne måske virke som et mærkeligt sted at eftersøge, da de rent faktisk var kommet herind til at starte med.
Men noget ved rummet havde triggered Verus interesse, og han begyndt at gå stille og roligt rundt i rummet.
"Ingen billeder. overdækkede statuer.. Det gir ikke mening" tænkte Verus og gik hen til den ene af statuerne. Med et hurtigt ryk, fik han revet det hvide lagen af, og statuen inde under blottede sig.
Det var en statue af en gammel, krumrygget mand. Han var halv skaldet, og havde et kraftigt fipskæg.
Han var klædt i fornemt tøj, og stod med en selvfed og tilfreds mine.
"Hvorfor har baronen en statue af en gammel mand?" spurgte Verus sig selv, og smed lagenet over statuen igen.
Han kunne høre noget. En slags suse lyd. Som om et vindue ikke var lukket ordentlig.
Han begyndte at søge.
Med et hurtigt drej på en knap monteret på hans håndled, skiftede hans hjelm til infrarødt, så til night vision og til sidst til Ultra violet.
Den susende lyd kom fra under trappen.
"Inquisitor. fortsætter eftersøgning af trappeskakten" fortsatte Verus ind i radioen, men kun stilhed mødte ham.
Han begav sig hen til trappen, og en stor solid væg udgjorde trappens side.
Et hurtigt blik afslørrede intet, men Verus havde set lignende før.
Han stak sin hånd frem, og lod den køre hen over væggen.
Selv igennem hans Neopren handske kunne han mærke væggen var kold.
"BINGO!" tænkte han, og gav væggen et skub. Den gled op med en let knirken.
Under trappen var der et rum. Verus kiggede sig tilbage, inden han kravlede derind.
En stor bunke af malerier. Mindst 100! stod stablet op herinde.
"hmm nogen er ikke glade for abstrakt kunst" tænkte Verus, og greb det første billede.
"Den gamle mand igen. Denne gang til hest...." han greb endnu et billede "og igen!", "Og igen!" Verus flåede det ene billede ned efter det andet. Alle forestillede de den gamle mand.
Noget var galt. Hvem var denne gamle mand.
Verus stod og spekulerede da han opdagede en detalje.
På det sidste billede stod manden med en familie. en smuk ældre dame, og 2 unger. Den ene på ca 13 og en pige på 9.
Men manden på billedet bar den samme halskæde som Baronen havde båret, da han tog imod dem.
"INQUISITOR! VI SKAL VÆK! BARONEN ER IKKE HVEM HAN PÅSTÅR HAN ER!" hvæsede Verus ind i radioen.
"enig. vi skal væk herfra nu! vi er blevet opdaget" svarede Haxtes pludselig på radionettet.

- Slut på Kapitel 9

Afsnit 2. Kapitel 8. Fight or Flight?

Korridoren var henlagt i mørke, imens Haxtes bevægede sig ned af gangen.
De enormt store vinduer, gav ikke meget lys. Primært på grund af den manglende belysning udenfor. Med en let summen aktiverede han sit night vision, og fortsatte ufortrøden videre.
Missionen var klar... find ud af hvad der foregår.
Haxtes forstod ikke helt hvorfor han var blevet sat til dette. Hvorfor ikke Alius som alligevel primært var en mekanisk tjener? eller Falasco, som rent faktisk havde erfaring med denne slags opgaver.
"Omnissiah beskyt mig!" tænkte Haxtes for sig selv, og fortsatte ned af gangen.
Han åbnede en dør og kiggede ind i et rum.
Tomt.. Der var intet i rummet.
Den næste dør gik op, samme status. Tomt.
"Hvorfor har man sådan et stort hus, hvis man ikke kan fylde det med møbler?". Haxtes fortsatte. Næste dør. Samme historie.
Haxtes satte sig kortvarrigt på en stol, og begyndte at lave et 3d overlay kort over området. "Huset rummer 26 rum. Jeg har gennemsøgt 5. Det betyder jeg er 25 procent igennem huset. Min kalkulering går på, at måske 30% af dette hus, rent faktisk er i brug". Haxtes tykkede lidt på tallene, og kom frem til en konklution.
Noget var galt.
Haxtes fortsatte igennem et smalt rum, som muligvis havde været en gæstestue, og kom til en ny gang.
Han kunne høre stemmer. "så er der gevinst" tænkte han, og sneg sig stille og roligt tættere på. På trods af hans kropsform var Haxtes overraskende lydløs. Kun den lette "rallende" lyd fra hans åndeapperat tilkendegav at han i det hele taget var der.
"Tallyman! jeg er utilfreds! Hvornår er byen klar til at falde!" hørte Haxtes en stemme sige inde fra rummet.
"Lord Ichabod. Snart. Sektor 4 er faldet som de krævede. Vi vil sprede til Sektor 5 inden vores mægtige flåde kommer!" svarede Baronen.
"Udemærket! Planeten skal være mør. Min herre, Lord Mortarion kræver at denne planet skal falde under vores mægtige Crusade".
"Skal ske my lord." Svarede Baronen.
"Udemærket! og dræb så ham der står og aflytter os!" råbte stemmen.
"Omnissiah beskyt mig! Jeg er blevet opdaget!" tænkte Haxtes, og satte i løb ned af gangen, tilbage af den vej han var kommet fra.
Han kunne høre et stort påstyr, hvor han havde hørt stemmerne, men det var for sent. Haxtes var allerede halvvejs nede ved Lily og de andre.
Hvis bare han nåede det i tide!

- Slut på kapitel 8