Afsnit 3. Kapitel 2. Angels kidnapped

"Velkommen til Inquisitor Roxherd. Mit navn er Emanuel Zoil. jeg er den lokale Lord inquisitor" startede Zoil.
"mange tak for den... varme velkomst lord inquisitor" svarede Lily, imens hun skævt kiggede up på soldaterne ude foran døren.
"Åh tag dem ikke af det. Der sker ting i byen så den militære tilstedeværelse er rimelig høj. Må jeg byde dem et glas Amasec?" svarede han og rakte hende et glas, med en let rosa væske.
"Nej ellers tak Lord Inquisitor." afslog Lily. Zoil lod glasset passere foran resten af gruppen indtil Alius tog imod til sidst.
"Jeg drikker Vin for hvad det er" mumlede Alius tilfreds, og tog et sip af glasset.
"Lily roxherd. deres arbejde i sektor 4 er flawless, og det er derfor jeg har bedt om dig og dit retinue" fortsatte Zoil.
"Jeg er meget beæret, men de har stadig ikke fortalt mig, hvorfor jeg er her?"
"Ahh jeg kan normalt godt lide at starte dramatisk. Vi har en situation" fortsatte Zoil, og satte sig bag hans skrivebord.
Han lagde en sagsmappe midt på bordet og skubbede det frem imod Lily.
"Fortæl mig Inquisitor. Hvad kender de til Adeptus Soreitas?" spurgte Zoil.
Lily svarede ham ikke. Hun stirrede på mappen der nu lå åben foran hende.
5 sagsakter lå spredt let ud, så man kun lige akkurat kunne se billedet. Det var af unge kvinder. Formentlig i alderen 14-18.
De svar smukke. Meget smukke endda. Alle med Kalkhvidt hår, og en lille Fleur de lis tatoveret på kinden.
Zoil kunne godt se Lilys bekymret udtryk, men fortsatte.
"Lily.. disse unge kvinder er forsvundet."
"Lad mig gætte. De er adepts til søsterskabet?" brød Haxtes pludselig ind.
"Og du er?" spurgte Zoil spidst.
"Jeg er Haxtes Abnightus. Jeg er teknisk rådgiver hos Lily Roxherd" svarede Haxtes hurtigt.
"ahh. men ja du har ret. disse er alle lovende kandidater til Kejserens døtre" svarede Zoil.
"Men det er ikke dem som er vigtigst".
"Vigtigst? prioritere vi disse kvinder efter vigtighed Lord Inquisitor!" udbrød Falasco forbløffet.
"Ehm.. pligten tvinger mig til at sige nej" skyndte Zoil sig at sige.
"Men dette er Veronica. Hun er 18 år, forsvundet. og er erklæret Saint af selveste The Imperial Administratum" Zoil afslørrede et billede af en kvinde, som lå iblandt Sagsagterne.
Hun lignede de andre. Smuk, ung og hvidhåret. Men noget var anderledes. Lily måbede.
"Er det der vinger?" spurgte Alius, der stod og lurede Lily over skulderen.
Zoil smilede da han kunne se lyset gik op for Lily og hendes flok.
"Veronica er erklæret en helgen, af selveste Saint Celestine. Hun er ment til at overtage titlen som Canonesse af vores lokale tempel her i byen. Og hun er enormt vigtig for moralen!" fortsatte Zoil. Hun SKAL findes!
"En kvindes liv, for en anden kvindes sjæl. Vi er en økonomi der kan sættes i budget. Må dit regnskab ej blive rødt Lord Inquisitor" sagde Emily, som havde taget plads i en sofa gruppe ovre i hjørnet.
"Ehm. jeg siger ikke hun skal overleve imens de andre skal dø. jeg siger bare at...."
"Jeg er helt med Lord Inquisitor. Vi har en krig der skal vindes, og hun er vigtig for krigs indsatsen" svarede Lily imens hun læste papirerne hurtigt igennem.
"Krig. vi er ikke i krig.. vi forbe"
"Spar os for øvelses påstanden Lord Inquisitor" brød Caine opgivende ind.
"ja okay. jeg undervurdere jeres viden her. Men hvordan vil de så gribe denne sag an?"
Spurgte Zoil?
"jeg vil starte med at spørge min gamle ven, Ibrahim Van Hassel" Svarede Lily, imens hun fortsat kiggede sagsakterne igennem.
"Van Hassel? hvorfor?" Spurgte Caine?
"Fordi Van Hassel har kontakter i alle lag på Tyrtarach. Han kan sættes os i direkte kontakt med folk inden for Soreitas søsterskabet, og derved bane vejen for kontakten med kirken" svarede hun ham imens hun fortsat læste.
"jeg forstår stadigvæk ikke hel..."
"nej men så lad mig om det her Caine, og koncentrer dig i stedet om ikke at gå i vejen" svarede Lily ham.
"Lord Inquisitor Zoil. Vi går igang med det samme!"

Slut på Kapitel 2.

Afsnit 3. Kapitel 1. Welcome to Envirio

køretøjet hoppede og bumlede.
Chimeraen var ikke bygget til denne form for distance kørsel. Men ikke desto mindre var de på vej.
Det var nu 2 måneder siden af Lily og hendes squad havde gennemført opgaven i Sektor 4, og det meste af tiden var blevet brugt på hospitalet oven på de enorme skader som gruppen havde påført sig.
Falasco sad overfor Lily med et sammenbidt ansigt. Stumpen på hans venstre arm, markerede stedet hvor hans hånd engang havde siddet, men Inquisition havde ikke haft interesse i at bruge midler på at forsyne ham med en ny. ”Det gør mig ondt med din hånd Falasco” sagde Caine. ”åh tænk ikke på det Inquisitor. Jeg er så velsignet at jeg var forsynet med 2” svarede Falasco, og let latter brød ud i Chimeraen.
Lily var personligt bare glad for at være på vej igen. At sidde og glo på et hospital var ikke noget der ligefrem havde hendes interesse.
Men de var nu på vej. Imod selveste ”Scipio Envirio”. Selveste Lord Inquisitor Soil havde inviteret dem til den mægtige Hive City i norden. Byen var slet ikke som Divio Cornito havde været.
Den var kendt som en perle på Tyrtarach og som en af imperiets sande vidundere.
”Inquisitor Roxherd. Hvad kender de til Envirio? Og denne Inquisitor Soil?” Spurgte Alius, der havde gang i at spise en pose med Paracellia Nødder.
”Jeg ved ikke meget om Soil, andet end han er en krigshelt og en af de længst siddende Lord Inquisitors, i denne sektor.” Svarede Lily. ”Nå ja, og byens Baron hedder Ibrahim Van Kassel. Ham vil vi også give et besøg. Han er en gammel ven så forventer i alle opføre jer ordentlig!” sagde Lily spidst ud i rummet, og modtog bare anerkendende blikke fra flokken.
”Ahh Ibrahim. Ved du hvordan han har det Lily?” spurgte Caine hende. Han havde som sædvanlig gang i at labbe en dåse sodavand med skriften ”Purple” påtrykt i sig. Hele den her køretur, havde han opført sig som en teenager på Road trip.
”Han har det fint Caine” svarede Lily opgivende.
”Få mig ud herfra” udbrød Verus pludselig, og rejste sig op og åbnede lugen i toppen af Chimeraen.
Frisk luft væltede ind og mindede gruppen om at der faktisk var et behageligt klima udenfor.
”I bør alle se dette her” sagde Verus, og gruppen rejste sig for at se hvad han havde opdaget.
Enorme hvide tårne, lavet af marmor prydede sky-linen på hive citien. Luftrummet over byen var livligt og enorme grønne områder med parker og anlæg pyntede smukt iblandt de store guld statuer af vigtige imperiale personer. De kørte på en High way, over byens enorme mure.
”Syntes i dette er smukt, skal i se noget endnu flottere!” grinte Falasco og pegede imod øst.
Alle måtte gnubbe deres øjne for at tro dem.
Enorme kampvognsformationer rykkede i stilling langs nedgravede positioner uden for byen. Titusinder af tropper fra den imperiale garde klargjorde mortere, lascanons og missile launchers, og havde forvandlet hele fronten af muren, til et skyttegravs netværk.
Baneblades, Shadowswords og Stormlords blev gravet ned, så de lignede pansrede fæstningsværker.
Men alt dette blændes ved siden af de mægtige Warhound titans som stille og roligt rykkede fremad.
De enorme våben på murerne var også klargjort.
”Sig mig er der en krig vi er gået glip af?” spurgte Caine og gloede mistroisk på de enorme militære styrker der var opsat.
”Måske er det en øvelse” sagde Parkes naivt og kiggede rundt på flokken.
”Lad den der ønsker fred, forberede sig på krig. Lad den der ønsker krig, forvirres af tanken om fred. Og lad skæbnen bestemme hvem der er klar” sagde Emily og satte sig ned i køretøjet igen.
”Falasco luk lugen. Vi har kigget nok nu” sagde Lily og satte sig ned igen.
”Javel Inquisitor! I hørte hende! Sæt jer ned!” bjæffede Falasco og fik flokken presset ned i køretøjet.
Stille og roligt forlod køretøjet motorvejen og påbegyndte køreturen op af hovedgaden.
”Sergeant. Den her by er så enorm, at bare for at komme rundt skal vi bruge vinger. Sørg for vi får nogen!” sagde Caine til Falasco.
”Javel Inquisitor. Jeg ser om jeg kan skaffe os en fugl” svarede Falasco og satte sig ved Chimeraens langdistance radio.
”Endnu en by med problemer” mumlede Lily. ”Endnu en by fuld af sjov” svarede Caine.
Chimeraen drejede skarpt i et højre sving, og stod pludselig foran en stor sort marmorbygning.
”Sig mig ejer Inquisition ikke andre farver end sort” mumlede Parkes da gruppen steg ud.
”Klap i Parkes, og opfør dig professionelt” sagde Falasco da han steg ud og strakte sig.
”Javel Sergeant!” svarede Parkes og gjorde hunnør.
Gruppen fortsatte ind i forhallen og mødte den obligatoriske servitor, som sad der med et tomt blik ud i himlen.
”Navn, og nummer!” sagde den tomt.
”Roxherd, Lily. Nummer 224399-X1” svarede Lily og servitoren bippede anerkendende.
“Lord Soil venter dem Inquisitor Roxherd!” svarede Servitoren og gjorde en gestus imod elevatoren.
”Det her virker bekendt Baronesse” Sagde Haxtes tørt imens gruppen begav sig imod elevatoren.
De tog endnu engang elevatoren op men endte stort set i toppen.
De begav sig ned af gangen og gloede pludseligt ind i et våben løb.
”HOLDT HVEM DER!” nærmest skreg en guardsman ind i hovedet på dem.
Bag ham sad 5 andre med våben trukket. En af dem bemandede sågar en Auto canon som pegede direkte imod Lily.
”Sænk våbenet soldat! Du står overfor Inquisitor Roxherd! Og vi er ventet!” råbte Falasco og trådte ind foran Lily.
”åh undskyld hr. Sergent. Vi har fået ordre på ikke at lukke nogen ind medmindre vi får melding om de kommer. Den forbandede Servitor må være i stykker igen. Edwinson gå ned og kig på det! ” sagde soldaten, som havde rang af Korporal, og en guardsmen satte i løb ned imod receptionen.
”jeg er sikker på Inquistoren venter jer” sagde han, og gik hen til låsen på døren.
med et let klik slog han låsen fra, og åbnede døren så gruppen kunne træde ind.
”Inquisitor Roxherd. Træd ind og luk døren!” beordrede manden inde i rummet.
Det måtte være Soil!



- Slut på kapitel 1

Status

Hey alle i flittige læsere.
Håber i får lidt ud af disse små short stories.
Ellers kan i altid bare vælge at lade være at læse fortsat :-)

Jeg vil prøve et nyt koncept til næste del af historien, og det er simpelthen at skrive lidt færre kapitler og gøre dem lidt længere.

Derfor vil næste afsnit kun indehold 4 kapitler.
de første 2 beskriver opstarten af afsnittet og hvad gruppen blev udsat for at ballade og sjov.
De 2 sidste beskriver den del af kampagnen som fungerede i det vi kalder "Chronicles".
Chronicles er heldags spille sæssioner, som typisk vare 10-12 timer.
Det bliver derfor noget af en historie der skal skrives.

Skulle det vise sig at det er nemmere at bide dem over i mindre bider, vil jeg gøre dette, men bestræber mig stadig på at skrive det hele på en gang.


Derfor vil jeg præsentere en ny spiller.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

   

Sergeant Sepheran Cassiel
Spilles af Christoffer Schou

Velkommen til Christoffer!
Nu har gruppet nået 6 spillere, og der vil derfor ikke komme flere.

Så fra weekenden af og frem vil de store kapitler komme!

Untill then!

Afsnit 2. Sidste kapitel. Run for your life!

Gruppen løb tværs over Marks have, og sprang over hans hegn.
Zombie sværmen kom stadig fra alle sider, og selvom gruppen fældede dem med det ene skud efter det andet, blev horden ved med at komme.
"Inquisitor Roxherd! De bør nok aktivere reserven" råbte Alius af Lily imens de løb.
"Pas dig selv Alius! det skal jeg nok bedømme om er nødvendigt!" råbte hun tilbage.
"Baronesse vi bliver snart omringet!" råbte Haxtes til Lily, og ganske rigtig. Den snævre passage der førte til indgangen til sektor 5, blev mindre og mindre.
"Inquisitor jeg har en plan!" kaldte Falasco ind på radionettet.
"Vi bruger granat foran os, og sprænger et hul. Shocket burde skabe en lomme vi kan passere igennem, og vores krops panser burde beskytte os" kaldte han ind.
Ved kejseren han havde ret.
Fragmentations våben var deres absolut bedste chance, og de havde ikke et sekund at spilde.
"God plan Sergeant! sæt iværk!" råbte Lily til ham. "Hør efter allesammen. følg min instruks! Alius, Parkes, Caine. Granater imod kl 11, kl 13 og kl 15. 3 sekunders forsinkelse på sprængningen, hold hjelme lukket. Og bed til kejseren!" instruerede Falasco.
På en gang kastede Parkes, Caine og Falasco en granat i hver deres retning.
Alius genladede sin granat kaster, og tømte alle 6 kamre på den imod zombie horden.
En enorm eksplotion, der nærmest skete så simultant at det ligeså godt kunne have været en stor eksplotion, skabte et enormt hul i zombie flokken. Livløse kroppe, arme, hoveder og ben fløj i alle retninger.
Zombierne der ikke blev direkte ramt, blev sendt flyvende bagud.
Der var åbningen!
De løb igennem denne nye passage, og nåede døren ind til sektor 5.
Den var låst!
"Forbandet! Haxtes få den op!" råbte Lily.
"Deres ord er min lov Baronesse. Alle andre bør dække mig, hvis vi vil leve til at se dagslyset igen!" svarede Haxtes, og gik igang med at arbejde på døren.
Under tæt dækningsild fra resten af gruppen arbejdede Haxtes beslutsomt.
Det tog kun omkring 30 sekunder. Men for alle føltes hvert sekund som et døgn.
Pludselig gik døren op, og gruppen væltede igennem indgangen.
Et par forbløffede borgere stod og gloede måbende på dem.
"FÅ LUKKET DEN FORBANDET DØR IGEN!" råbte Lily forpustet, og borgerne gav et forvirret spring inden de farede hen og lukkede den store ståldør i.
De kunne tydeligt høre lyden af negle og hænder imod døren.
Lily kiggede sig om, og spottede Alius stå og snakke med Caine.
"...og det vil være en god ide at aktivere reserven Inquisitor Caine" sagde Alius lavmeldt.
"Åh jamen øhm det gør jeg så. Tak for råddet Alius" svarede Caine lidt befibbet og greb sin radio.
"Jeg slår ham fandme ihjel!" tænkte Lily sammenbidt.
"Roxherds gruppe. Samling ved elevatoren! lad os komme væk herfra!" råbte Falasco, og hele holdet satte kursen imod elevatoren tilbage til overfladen.
Lily greb Alius arm, og hvislede til ham "Hvis du nogensinde går imod min ordre igen. Så dræber jeg dig!".

- Slut på Afsnit 2.

Afsnit 2. Kapitel 10. Count the 7.

Gruppen løb alt hvad de kunne.
De samlede sig ude i forhallen, efter nyhederne om hvad Verus og Haxtes havde fundet.
"Lily vi skal ud herfra!" råbte Caine.
"Og gøre hvad præcist?! løbe ud til de glade borgere fra Sektor 4?" svarede hun ham spidst, imens tankerne knagede i hovedet på hende.
"Hvad end vi gør baronesse, skal vi gøre noget snart" hvæsede Haxtes, imens han forsøgte at styre sit åndedræt, efter den lange løbetur.
"Det bliver slet ikke nødvendigt Inquisitor. I har ingen steder at løbe hen!" hørte de en silkeblød stemme svare dem, fra toppen af trappen.
"Baronen" var dukket op. Men han så anderledes ud. Fra top til tå var han iklædt hvid Ceramite farvet panser. Power armor ikke ulig det som tropperne fra Adeptus Astartes ville bære. Han havde en Olivengrøn kutte på, som skjulte det mest af hans ansigt. De kunne dog se et smil brede sig hen over det.
En larve kravlede op fra hans brystkasse og op imod hans ansigt. Han slugte den med et selv tilfreds "gulp".
Parkes trådte et skridt tilbage, og kiggede væk for ikke at kaste op.
Baronen bar en kugleramme, og på ryggen af ham var monteret en enorm højtaler.
"Hvem er du! tilkendegiv dig selv" råbte Falasco og pegede sin shotgun imod manden.
Han blev støttet af Alius der med et lyngreb fik ladet sin granatkaster og sigtede imod manden også.
"jeg lille Sergeant, er Mark Schültz. Mester i regnskab og tal, og tjener til Lord Ichabod. Jeg tjener den 14. Legion. Ikke at det betyder noget. du vil ikke leve længe nok til at kunne berette om det!" svarede han Falasco spidst, og kløede et stykke lyserødt masse, som stak ud af hans power armor. Lily var dog rimelig sikker på, at den lyserøde masse måske var et stykke af mandens tarm.
"Vi er mange flere end du er! overgiv dig og mød kejserens dom!" råbte Caine og pegede hans pistoler imod manden.
"Flere end mig? min kære ven. Der tager du HELT fejl!" sagde han med et selv tilfreds smil.
Pludselig vågnede højtalerne på ryggen. De begyndte at udsende en høj, skinger lyd. Lily syntes stemmerne lød til at tal High Gothic, men med en mærkelig mekanisk dialekt.
"Haxtes hvad siger den!" spurgte Lily febrilsk.
"Disse ord kan jeg ikke få over mine læber Baronesse" sagde Haxtes opgivende.
Med et enormt drøn, blev vinduet til hallen smadret. De første blodige arme, og våben som zombierne bar, stak pludselig igennem. Flere og flere kom, og til sidst lykkedes det dem at kravle igennem.
Med et enormt brag, sendte Alius en granat i ansigtet på Mark Schülz.
Granaten eksploderede og flensede skindet i hans ansigt.
Et øjeblik så det ud til at slå ham ud, indtil han blot drejede sit ansigt, med et tydelig blottet smil, imens skaden i hans ansigt langsomt lukkede sig.
"Kære dreng. jeg mærker ikke smerte længere. Nu er det din tur!" Han greb en plasma pistol, og affyrede et skud direkte imod Alius. "PAS PÅ!" Alius blev skubbet af vejen af Carlize, inden hun blev ramt direkte af plasma kuglens blå lys. I et kort øjeblik kiggede hun på Alius, inden plasma massen pulveriserede hende.
Mark affyrede flere skud imod gruppen, men Lily og de andre skyndte sig at søge dækning.
"LØB!" Lily råbte af sine lungers fulde kraft, inden hun løb tilbage imod opholdsstuen.
"Og hvad så herfra Baronesse!" råbte Haxtes tilbage imens de løb for livet.
"Ud af vinduet!" råbte Lily og sprang direkte igennem den smukke mosaik, som prydede pejsestuen.
Glasset splintrede i tusinde stykker, og Lily lavede et fortumlet rullefald, inden hun fik sig kæmpet på benene igen.
Resten af gruppen hoppede ud, en efter en.
Rundt om dem kunne de høre hylen og skrigen. Flere og flere zombier kom løbende imod dem fra alle sider.
"Løb! afsted imod sektor 5!" Råbte Lily og sprang fremad og satte i løb, alt hvad hun overhovedet kunne.
"Dækningsild til flankerne, lad dem ikke omringe os!" Råbte Falasco, og alle der bar et våben skød til højre og venstre.
"Pas på!" Alius skubbede Haxtes af vejen, i det øjeblik at endnu et plasmaskud fra Marks plasma pistol blev sendt deres retning.
Haxtes skød tilbage, men Mark var for hurtig, og undveg.
Imens de løb, sluttede Zombierne sig langsomt rundt om dem og deres flugtvej blev smaldere.
Ville de overhovedet overleve dette?

- slut på kapitel 10.

Afsnit 2. Kapitel 9. Smoke and Mirrors

Verus Caspean var ikke en forsigtig mand. Han var blevet fanget som barn, flere gange end man kunne tælle, og han havde ofte gjort stærk opmærksomt på sig selv, for at skåne Emily.
Men dette hus øgede bestemt Verus behov for forsigthed.
Han sneg sig igennem den korridor de var kommet igennem.
Haxtes var sendt den anden retning, men Verus valgte bevidst ikke at læne sit dække op af et behov, for at Haxtes kunne dække hans ryg.
Han var alene. One man!
Verus fortsatte igennem, hvad der tydeligt var en pejsestue, og ud i husets annex. Herfra kunne han kigge igennem de store, matte vinduer, ud på den enorme og smukke have. "hvordan kan noget gro hernede?" tænkte Verus for sig selv, inden han fortsatte imod højre.
Gulvtæpperne der klædte de ellers smukke marmorgulve, øgede Verus lydløshed, og opslugte hver en lyd, når hans fødder betrådte gulvet.
Langsomt fortsatte han. For han havde alt tid i universet.
"Inquisitor. forlader nu Annex 1, og sætter kurs imod forhallen" reporterede Verus ind på deres radionet.
Han vidste ikke om Lily hørte efter, men nu havde han gjort sin pligt.
Han lod sine hænder røre grebet på døren, og skubbede den langsomt op. Selv en svag knirken, ville skabe et unormalt ekko, og så var han opdaget.
Men døren gled lydløst op, og Verus skubbede sin krop op af døren, og brugte sin vægt til at åbne den.
Døren gled kun lige akkurat nok op til at Verus kunne snige sig ud i forhallen, og han førte døren langsomt i bag sig.
"puha. so far so good." endte han med at hviske til sig selv.
Han stod i forhallen. Dette kunne måske virke som et mærkeligt sted at eftersøge, da de rent faktisk var kommet herind til at starte med.
Men noget ved rummet havde triggered Verus interesse, og han begyndt at gå stille og roligt rundt i rummet.
"Ingen billeder. overdækkede statuer.. Det gir ikke mening" tænkte Verus og gik hen til den ene af statuerne. Med et hurtigt ryk, fik han revet det hvide lagen af, og statuen inde under blottede sig.
Det var en statue af en gammel, krumrygget mand. Han var halv skaldet, og havde et kraftigt fipskæg.
Han var klædt i fornemt tøj, og stod med en selvfed og tilfreds mine.
"Hvorfor har baronen en statue af en gammel mand?" spurgte Verus sig selv, og smed lagenet over statuen igen.
Han kunne høre noget. En slags suse lyd. Som om et vindue ikke var lukket ordentlig.
Han begyndte at søge.
Med et hurtigt drej på en knap monteret på hans håndled, skiftede hans hjelm til infrarødt, så til night vision og til sidst til Ultra violet.
Den susende lyd kom fra under trappen.
"Inquisitor. fortsætter eftersøgning af trappeskakten" fortsatte Verus ind i radioen, men kun stilhed mødte ham.
Han begav sig hen til trappen, og en stor solid væg udgjorde trappens side.
Et hurtigt blik afslørrede intet, men Verus havde set lignende før.
Han stak sin hånd frem, og lod den køre hen over væggen.
Selv igennem hans Neopren handske kunne han mærke væggen var kold.
"BINGO!" tænkte han, og gav væggen et skub. Den gled op med en let knirken.
Under trappen var der et rum. Verus kiggede sig tilbage, inden han kravlede derind.
En stor bunke af malerier. Mindst 100! stod stablet op herinde.
"hmm nogen er ikke glade for abstrakt kunst" tænkte Verus, og greb det første billede.
"Den gamle mand igen. Denne gang til hest...." han greb endnu et billede "og igen!", "Og igen!" Verus flåede det ene billede ned efter det andet. Alle forestillede de den gamle mand.
Noget var galt. Hvem var denne gamle mand.
Verus stod og spekulerede da han opdagede en detalje.
På det sidste billede stod manden med en familie. en smuk ældre dame, og 2 unger. Den ene på ca 13 og en pige på 9.
Men manden på billedet bar den samme halskæde som Baronen havde båret, da han tog imod dem.
"INQUISITOR! VI SKAL VÆK! BARONEN ER IKKE HVEM HAN PÅSTÅR HAN ER!" hvæsede Verus ind i radioen.
"enig. vi skal væk herfra nu! vi er blevet opdaget" svarede Haxtes pludselig på radionettet.

- Slut på Kapitel 9

Afsnit 2. Kapitel 8. Fight or Flight?

Korridoren var henlagt i mørke, imens Haxtes bevægede sig ned af gangen.
De enormt store vinduer, gav ikke meget lys. Primært på grund af den manglende belysning udenfor. Med en let summen aktiverede han sit night vision, og fortsatte ufortrøden videre.
Missionen var klar... find ud af hvad der foregår.
Haxtes forstod ikke helt hvorfor han var blevet sat til dette. Hvorfor ikke Alius som alligevel primært var en mekanisk tjener? eller Falasco, som rent faktisk havde erfaring med denne slags opgaver.
"Omnissiah beskyt mig!" tænkte Haxtes for sig selv, og fortsatte ned af gangen.
Han åbnede en dør og kiggede ind i et rum.
Tomt.. Der var intet i rummet.
Den næste dør gik op, samme status. Tomt.
"Hvorfor har man sådan et stort hus, hvis man ikke kan fylde det med møbler?". Haxtes fortsatte. Næste dør. Samme historie.
Haxtes satte sig kortvarrigt på en stol, og begyndte at lave et 3d overlay kort over området. "Huset rummer 26 rum. Jeg har gennemsøgt 5. Det betyder jeg er 25 procent igennem huset. Min kalkulering går på, at måske 30% af dette hus, rent faktisk er i brug". Haxtes tykkede lidt på tallene, og kom frem til en konklution.
Noget var galt.
Haxtes fortsatte igennem et smalt rum, som muligvis havde været en gæstestue, og kom til en ny gang.
Han kunne høre stemmer. "så er der gevinst" tænkte han, og sneg sig stille og roligt tættere på. På trods af hans kropsform var Haxtes overraskende lydløs. Kun den lette "rallende" lyd fra hans åndeapperat tilkendegav at han i det hele taget var der.
"Tallyman! jeg er utilfreds! Hvornår er byen klar til at falde!" hørte Haxtes en stemme sige inde fra rummet.
"Lord Ichabod. Snart. Sektor 4 er faldet som de krævede. Vi vil sprede til Sektor 5 inden vores mægtige flåde kommer!" svarede Baronen.
"Udemærket! Planeten skal være mør. Min herre, Lord Mortarion kræver at denne planet skal falde under vores mægtige Crusade".
"Skal ske my lord." Svarede Baronen.
"Udemærket! og dræb så ham der står og aflytter os!" råbte stemmen.
"Omnissiah beskyt mig! Jeg er blevet opdaget!" tænkte Haxtes, og satte i løb ned af gangen, tilbage af den vej han var kommet fra.
Han kunne høre et stort påstyr, hvor han havde hørt stemmerne, men det var for sent. Haxtes var allerede halvvejs nede ved Lily og de andre.
Hvis bare han nåede det i tide!

- Slut på kapitel 8

Afsnit 2. Kapitel 7. Meet the Baron

Døren til det enorme mansion var dekoret med smukke træ udskæringer.
Lily stod og betragtede døren kortvarigt.
De stod midt i en smuk have. Store og bredde rosenbuske prægede haven, imens linjer og solsikker voksede iblandt veltrimmede bede.
Det så næsten helt komisk ud, midt i det mørke underhive, at denne perle bare lå gemt i mørket.
Huset selv var et enormt hus. 3 etager af sort mursten, med store tårne, og enorme vinduer som under normale omstændigheder formentlig kunne bringe lys nok ind i huset til at holde det oplyst, men der var intet dagslys hernede, så vinduerne var primært til for at prale og vise frem.
Haxtes trådte frem, og bankede på døren.
Ingen respons.
"jeg ved ikke med jer, men jeg går ind" sagde Alius, skubbede Haxtes til side og åbnede døren.
Den gik op med en hul knirken, og ekkoet fra den store hall de trådte ind i var øreskærende.
Bare zombierne ikke hørte dem!
Rummet de trådte ind i var tomt.
Der var 2 enorme trapper som formentlig førte op til det næste niveau.
der stod nogle få statuer herinde, som var dækket af hvide lagener. Alle steder på væggene havde velplejede 4-kanter hvor malingen ikke var famlet, bevidnet at der engang havde hængt billeder herinde.
Men nu lignede lokalet mest af alt et gravkammer.
"Well her er sørme hyggeligt" sagde Caine og kiggede sig omkring i det store rum.
"Baronen må være her et sted.. Haxtes se om du kan finde en radio, eller telefon" sagde Lily. Haxtes nikkede bare og foldede en af hans sensorer ud.
"Kan jeg hjælpe dem lille dame?" spurgte en rungende stemme pludselig.
Lily og hele holdet kiggede forskrækket op af trapperne.
Falasco pegede hans shotgun op og tog dækning bag en statue.
"PEG DET PUSTERØR VÆK FRA MIG KNÆGT!" tordnede manden der stod på trappen.
Dette måtte være baronen.
Lily måbede. Manden var 2.5 meter høj. Han var enormt massiv bygget, og bag en stor, pourpor rød kåbe.
Han var gigantisk. Han bar en masse små "rør" som Lily vidste normalt blev brugt under processen i at skabe imperiets genetisk modificerede super soldater. Han var en Space marine!
"ehm er de Baronen" spurgte Caine.
"JA! jeg er baronen. Mæsk jer i mit vælde og vid i står i tilstedeværelse af mig!" sagde han meget teatratalsk og antog en sær selvtilfreds mine.
"Baron, jeg er inquisitor Lily Roxherd. Vi er her for at undersøge tilstanden her i sektor 4...."
"AHH JA. ALTING ER LIDT TURBOLENT INQUISITOR. JEG VILLE HAVE RINGET EFTER DEM, MEN MIN TELEFON ER DØD." tordnede han. Selv om han talte med almindelig mine, svarede det næsten til at han råbte.
"har de nogen mulighed hvorpå vi kan tage kontakt til oververdenen på Lord Baron?" spurgte Lily forsigtig.
"Hmmm jeg har måske en kortbølge radio et sted. tag blot plads i pejsestuen inde ved siden af. så skal jeg nok forsøge at finde den i mellem tiden." sagde han, og guidede gruppen over imod et tilstødende lokale.
Lily og resten af gruppen dragede ind i lokalet.
"Nå jamen jeg tager mig da lige en frihed så" sagde Caine, og tog plads i en stor tyk lænestol, og faldt i søvn.
"Hmmm jeg kan ikke lide det her.. Haxtes, Verus. Se om i kan finde ud af hvad der foregår" sagde Lily, og tog selv plads.
"Skal ske Baronesse! svarede Haxtes. "Mine sensorer gør udslag. jeg tror jeg snart kan bringe dem svar på det de søger" fortsatte han, og forlod lokalet.
"Deres ord er min lov Inquisitor" sagde Verus og forlod også lokalet.
Noget var ikke som det skulle være.

- slut på kapitel 7

Afsnit 2. Kapitel 6. A darring Escape

Stilheden var gennemborende, da gruppen bevægede sig ud igen.
Forrest gik Emily og Falasco. Derefter kom Caine, Lily og Alius. Resten af enheden dannede bagtrop.
"Private Parkes. De er også en af kødets studenter?" spurgte Haxtes Parkes, da de gik ved siden af hinanden.
"Øhm ja det kan man vel godt sige." svarede han techpriesten nærvøs.
"Min kære ven. Jeg tror kødets hemmeligheder er dig langt underlegen. De ville være en fornem elev i The Omnissiahs visdom og læring. De bør overveje det." Sagde Haxtes, inden han langsomt gled forbi Parkes og gik op til Caine.
Gruppen bevægede sig op langs gaderne, og tog et sving rundt om hjørnet.
Gaderne var henlagt i total mørke, og tanken om at en horde af sultne og ustoppelige mutanter løb rundt hernede, gjorde ikke situationen bedre.
De nåede en mindre plaza, hvor der var en brønd. Ude i horisonten kunne de se guvernørens palads. Den lå henlagt i mørke, og Lily endte med at konkludere at guvernøren formentlig var død sammen med hans by.
De rundede et hjørne og Falasco frøs.. Lige foran ham stod en Zombie. Den gloede fraværende på ham, med hans livløse øjne.
"Falasco! hvad end de gør.. må du ikk sky" mere end det nåede Emily ikke at sige, før Falasco affyrede sin shotgun på point blank afstand, og splattede zombien ud over det hele.
Et pludselig hyl ud over hele sektor 4, fik Falasco til at forstå hvorfor Emily ville have ham til at vige. Hans våben var ikke lydløst!
Pludselig hørtes lyden af tusinde fødder, som nærmeste styret som en hund efter et lugtspor, kom løbende direkte imod dem.
"LØØØØB!" råbte Caine og satte i fuld spurgt op af gaderne.
Hele gruppen fulgte ham uden tøven.
Et skud, og en Zombie der var sprunget ud foran Caine blev sendt i jorden.
Endnu et skud. Falasco fælede en. Endnu en, og endnu en.
Gruppen skød til højre og venstre, konstant i bevægelse.
Imod de upanserede zombier, som mest var iklædt laser af tøj, gjorde selv Lilys lav-kaliber tjenestepistol massiv skade.
Men deres ammunition løb stille og roligt tør.
Alius granat kaster sendte zombierne i graven, i grupper af 3-6 af gangen, men de blev bare ved at komme.
"Haxtes hvorfor skyder du ikke!" råbte Lily af Haxtes der mest bare stod og kiggede sig om.
"Baronesse. mit våben er farlig for både dem og os. Det ville være spildt. Jeg står klar til at helbrede jer, hvis døden skulle komme tæt på" svarede Haxtes hende roligt.
"hurtigt! op i det her tårn" råbte Caine, og begyndte en kravletur op i toppen af et gammel radiotårn, der stod midt i byen.
Gruppen fulgte efter, imens zombierne som en myresværm farede hen og omringede tårnet. De kastede sig imod tårnet i et forsøg på at vælte det, men da det ikke lykkedes dem påbegyndte de en klatretur.
"Flot Caine! vi er fanget" råbte Lily af ham.
"Jeg.. jeg.. jeg troede ikke de kunne klatre.. " svarede Caine hende og kiggede sig desperat om efter en flugtvej.
Et hul "Thumb" lød pludselig.
Verus affyrede en stålvire fra hans gevær, som fløj tværs over byen, og ramte et hustag over 30m væk.
"Vi klatre over. Inquisitor dem først" svarede Verus og gjorde Plads så Lily kunne kravle over.
En efter en begyndte de at klatre ud på viren, og deres lange tur over byens tage.
"hurtigere!!!" råbte Caine, der sammen med Alius og Haxtes forsøgte at holde fjenden tilbage.
Falasco kravlede desperat over, og nåede at se den sidste af hans mænd, falde ned fra rebet, og forsvandt i mængden dernede. FORDØMT!
Da gruppen var nået over kunne de se zombierne selv havde påbegyndt en tur ud på viren for at forfølge dem.
"Verus... kap den!" sagde Lily køligt, og Verus huggede den over, så de resterende zombier, under vrede hyl styrtede imod jorden.
"Inquisitor. Min sensor fortæller at Guvernørens palads ligger få meter herfra" sagde Alius, som pegede ud i mørket.
"Godt lad os komme væk herfra før de røvhuller bestemmer sig for der er menneskekød på menuen igen!" sagde Lily.

- slut på kapitel 6.

Afsnit 2. Kapitel 5. The Flesh is weak

"få ryddet køkkenbordet. Læg Alius ind i stuen, og barrikader vinduerne" råbte Lily imens hun forsøgte at støtte hendes brækkede Arm.
Falasco blev lagt midt på et køkkenbord, og Haxtes foldede en stor mængde af hans Mechandendrites ud, som hastigt begyndte at stoppe hans blødninger.
"Sergeant nu hvor jeg alligevel har dem under kniven, kunne jeg jo passende fjerne deres anden hånd, så de kan få et sæt mere pålidelige hænder, istedet for disse svage kødstykker" begyndte Haxtes, imens han bandagerede Falasco ind.
"øhm. ellers tak. Kan godt lide min hænder. Bare få mig lappet sammen, så jeg kan kæmpe igen" sagde Falasco forskrækket, og skyndte sig at gemme sin højre hånd under hans lår.
"jeg er ked af jeg lavede rav i den inquisitor" sagde Alius, som lå midt på et nydelig spisebord, midt i den efterladte stue.
"Det skal du ikke tænke på Alius. Du overlevede og det er det vigtigste." svarede Lily ham roligt.
"Rolig broder. Jeg skal nok få dig på ret køl, så du atter kan opfylde The Omnissiahs vilje" sagde Haxtes og begyndte at tilse Alius.
"undskyld mig Inquisitor Roxherd. Må jeg tilse deres arm?" spurgte Parkes pludselig.
"åh ja. jeg tror bare den er brækket men den føles mær..... ARRGH!!" Lily skreg af smerte da Parkes med et hurtigt ryk satte hendes arm tilbage i soklen.
"undskyld Inquisitor. Var nød til at gøre det for at deres arm kan heale." sagde han beklagende og fortsatte med at lægge en Termisk støttebandage om hendes arm.
"Du hedder Parkes right?" sagde Lily til ham, i et forsøg på at smalltalke.
"Jo Private Justin Parkes. 987 Cadian Shock regiment, til deres tjeneste Inquisitor" svarede Parkes hende, og begyndte at notere notater over hvor meget morfin han havde tænkt sig at give hende.
"Gem morfinen. Det er bare en skramme" fik Lily ham hurtig stoppet, og Parkes kiggede på hende med imponeret mine.
"så hvad fanden var det der lige?" brød Falasco ind, stadig semi drugged af Haxtes mange mekadimenter.
"Det der min kære Sergent. Var byens borgere.. og de var ikke ligefrem glade for at se os" brød Caine ind, og gik ind midt i rummet.
"og medmindre jeg tager fejl, er dette intet fæstningsværk, men et simpelt hus. Vi er ikke sikker her" sagde han og kiggede rundt på folkene der stod i rummet.
"Enig. vi må rykke videre. Emily og jeg kan inspicere områdte" svarede Verus, som dækkede en af dørerne fra indtrængende.
"Ingen rykker ud alene!" brød Lily ind. "Vi er nød til at være samlet i flokken, ellers er vi alt for sårbare!".
"Thi skindet fordærves af tid og vejr. År der går sætter deres mærke på vores skald af kød. Men smittens æden og et evigt fængsel i sindet, med kroppen som slave af en tørst for blod, er en skæbne der ej kan ønskes" sagde Emily som sad midt på et bord.
"Emily siger hun ikke vil blive til en Zombie" brød Verus ind.
"Her er ordren. Vi hviler her et par timer, og så sætter vi kurs imod guvernørens palads. Selv hvis der ingen er der, har huset formentlig en radio så vi kan kalde på hjælp" sagde Lily og kiggede rundt.
Alle nikkede ud over Caine.
"Udemærket Lily. men lad nu ikke min heltemodige redning af din bagdel, være spildt..." sagde Caine, inden han lagde sig til at sove midt på gulvet.
"Sov blot. Jeg tager første vagt" Sagde Falasco og satte sig op. 

- Slut på kapitel 5

Afsnit 2. Kapitel 4. Neither living nor dead

Det første skud gav genlyd igennem hele sektor 4. Caines automatpistol sendte 3 skud, i en hurtig byge, direkte ind i ansigtet på en af cultisterne. Hans kæbe og det meste af venstre kind, blev flået af, da stormen af kuglerne ramte ham.
Falasco tog sigte og affyrede sin Shotgun, men måtte skuffet se til at hans hagl ikke ramte målet. Han var simpelthen uden for afstand.
"Inquisitor. Søg dækning! jeg gir dem noget at tænke over" råbte Alius, og sendte en 40mm granat ned i flokken. Eksplotionen skabte et stort flammende lys, som rystede og skabte kaos.
"Åh du Nurgles udsendinge! send din velsignelse! lad disse dødelige slutte sig til din legion!" Råbte kult lederen, og hans højtalere på ryggen, begyndte at udsende en høj, hvinende lyd.
Som et ubehageligt ekko, begyndte skrigende og vinende lyde at komme ud over hele sektor 4.
Flere kloakdæksler blev slået af, døre blev flået op, og selve udluftsningssluserne i loftet blev væltet ned.
Der væltede mennesker ud fra disse huller.
Eller at kalde dem mennesker var måske at overdrive.
Livløse lemmer, og tomme øjne prægede dem.
De var klædt i laser, og bag økser, river, save og hvad de ellers kunne samle op.
Flere af dem havde deres indvolde hængende ud af kroppen, manglede arme eller ben, eller havde andre markaberheder.
De væltede frem som en myresværm, og søgte direkte imod Lily og hendes enhed.
"SHIT! op på husene" brølede Caine. Den ordre behøvede han ikke at give 2 gange. Hele flokken satte kurs imod de nærmeste hustage for at komme så langt væk fra disse "levende døde".
En mild lyd, nærmest som et pusterør, gennemborede Zombiernes skrigen, og cultens leder gloede vantro på den lille giftpil som havde ramt ham i armen. Kort efter faldt lederen om og døde. Verus havde gjort hvad hans opgave var, og taget lederen ud med hans sniper rifel.
Han begyndte at skumme om munden, inden han væltede bagover og ramte jorden.
Ildkampen fortsatte. En af Cultisterne, som var bevæbnet med et automat våben ramte en af Falascos folk, som faldt om, hårdt såren.
"Sergeant jeg redder ham!!" råbte gruppens medic og satte kurs imod den såret mand. "PARKES!!!!" råbte Caine efter ham, og Parkes nåede akkurat at dukke sig, inden en zombie ramte ham i hovedet, med hvad der tydeligvis var en postkasse.
Parkes fumlede baglæns og væltede, imens zombien med savl og blod ud over det hele, nærmede sig. Et hult "ZUM" lød pludselig og zombien eksploderede i et blåt plasma lys.
"Rejs dig dreng. Tiden er ikke inde for dig endnu" sagde Haxtes og stak ham en hånd så han kunne komme op.
"Inquisitor vi må væk herfra!" råbte Alius efter Lily, som desperat forsøgte at holde zombierne væk fra en stige.
"Inquisitor! mig og mine mænd kan..." mere nåede Falasco ikke at råbe, før en Zombie tacklede ham. Falascos våben røg ud af hænderne på ham, og han greb sin kniv. Men inden han nåede at svinge den, havde Zombien, som var bevæbnet med en hækkesaks, låst saksen om hans håndled på hans venstre hånd, og klippede til.
Falascos Carapace kropspanser sprang som glasfiber, og knogler, kød, sener og blodåre blev klippet som var den stilk på en blomst.
Saksen tog hans hånd i et hug.
Falasco skreg i smerte, inden Lily gennemborede Zombien med hendes power sword.
"Baronesse! jeg har en vej ud. Omnissiah beskyt mig!" råbte Haxtes, og sprang pludselig ud fra taget, og faldt de 12 meter ned, inden han ramte jorden, og satte i løb imod en af de små sidegader, som zombierne endnu ikke havde overrendt.
"Efter Haxtes!!!" Råbte Lily. Hun vendte sig om for at kigge på resten af hendes enhed.
"ALIUS PAS PÅ!" råbte hun, men for sent.
Alius havde gang i en dødelig 1 mod 1 kamp med en zombie, bevæbnet med en motorsav. Men han overså den zombier der pludselig dukkede op bag ham.
Bevæbnet med en kantrimmer, skar den en dybe flænge ind i Alius hofte og side.
Alius hamrede sit wristblade ind i zombiens kranie, inden han selv drattede om.
Han var død. Lily var allerede igang med at konstatere dette, da han pludselig tog en dyb vejrtrækning og fik sig kæmpet på benene igen.
"Alius! Få Falasco ned herfra! vi stikker af!" råbte Lily af ham, inden hun sendte endnu en zombie tilbage i graven med hendes power sword.
"Skal ske Inquisitor" råbte Alius tilbage og slyngede Falasco op på skulderen.
Lily tog et spring ud fra hustaget. Desværre fik hun ikke afsat efter hensigten, og endte med at lande på hendes venstre arm.
Armen brækkede, og hun kunne mærke skulderen hoppe af led.
Fordømt! smerten og trætheden efter kampen var ved at tage livet af hende.
Hun kunne knap rejse sig.
"Lily rejs dig nu op for fanden! du skal ikke ligge her og gøre dig til" Caines stemme var for første gang en kærkommende nyhed.
Han fik hende samlet op og mens den ene hånd afsendte byge efter byge af skud fra hans pistol imod de fremstormende zombier, holdte han om hende med den anden.
"Ser ud som om det var mig, der fik lov at redde din røv først hva?" Sagde han grinende til hende.
Hun kunne ikke selv lade være at trække på smilebåndet over hans kådhed i denne ellers pressede situation.
Hun opdagede Verus der stod ved siden af hende og Caine. Han svingede en powerclaw i en cirkel af død, og lignede mere en blender der flåede grøntsager, end en kriger i kamp.
"Herind! vi har et tilholdssted" råbte Caine inden han sparkede en dør op, og smed Lily derind. 

- slut på kapitel 4

Afsnit 2. Kapitel 3. Home of the gardener.

Døren til elevatoren gik op.
En tyk og fed lugt af fugt og skimmel ramte Lilys næse og hun skyndte sig at påmonter hendes rebreather enhed.
Verus og Emily farede ud, som 2 sorte skygger og spredte sig i hver sin retning. De forsvandt sporløst og selv deres fodskridt kunne ikke høres.
Lily og Falasco steg ud. Våbene trukket.
Selv Caine havde trukket hans pistoler, han havde dog mere travlt med at rense hans fortænder med sigtemidlet på den venstre pistol, end at sikre.
"Inquisitor. Området er sikret" lød en stemme bag Lily.
Hun farede op og vendte sig hurtigt om, blot for at stirre ind i Verus øjne. Han så en smule overrasket ud. Muligvis fordi Lily i respons havde valgt at pege hendes Autopistol op i ansigtet på ham.
"Åh ehm tak Verus. Dig og Emily rykker i forvejen" sagde Lily.
"hov vent lige lidt Lily. Vi er 2 Inquisitors på banen her, og Emily er mit squad. Vi gør det sådan her. Du rykker ud med din enhed, og jeg rykker ud med min. Vi kan hurtigere dække området på den måde" brød Caine ind. Kunne han ikke bare have holdt sin kæft, tænkte hun for sig selv.
"Udemærket Caine. Og kan du gøre dette uden at skabe alt for meget ballade?" spurgte hun ham spidst.
"Hey.. det er mig du taler til. Ballade er min spillebane, og jeg er ingen holdspiller. Men skal da nok lade være at bringe dit kønne ansigt i fare" drillede Caine, inden han med et skuldetræk førte hans enhed væk.
"Falasco. Hvis han laver problemer. Så skyd ham...." hvislede Lily imellem hendes tænder.
"Ehm javel inquisitor.. på hvilken Inquisitorial ordre skal jeg henrette ham?" spurgte Falasco lettere forbløffet.
"På ordre: JEG ER LIGEGLAD, FIND SELV PÅ NOGET!" svarede hun ham vredt.
"Ehm åh. javel Inquisitor. Jeg tænker en ordre 526-2 kunne virke", svarede han hende forskrækket og gjorde hunnør,
"Baronesse. Tillad mig at forstyrre dem" brød Haxtes ind.
"Ja Haxtes?"
"Jo ser de. Jeg ville påbegynde en arbejdsproces med at tilse eventuelle syge og såret i huset derovre", svarede Haxtes og pegede på en grå betonbygning der var mørktlagt.
"øhm. og hvad skal jeg bruge det til".
"nå jeg tænkte bare Baronessen ville vide at.. der ingen syge eller såret er.. Der er faktisk heller ingen raske og sunde". Svarede Haxtes med et opgivende skuldertræk.
"Hvad betyder det?" spurgte Alius med et måbende udtryk.
"Det betyder, du Omnissiahs unge barn. At byen er forladt." svarede Haxtes.
"Forladt? Det er umuligt? der bor over 50.000 mennesker hernede!" råbte Falasco.
"Meget muligt. men medmindre Sergeant at disse 50.000 mennesker er draget på ferie sammen, og har efterladt både komfur tændt, radioerne åbne og sågar deres aftensmad... så er byen forladt". svarede Haxtes imens han kiggede spidst på Falasco.
"Okay. stop brokkeriet! ryk ud og søg byen igennem. Men vær forsigtig! Jeg kan ikke lide dette" sagde Lily og gav et håndtegn til at rykke fremad.
Gruppen påbegyndte deres fremrykning igennem byen. Her var fuldstændig stille.
De kunne høre dråberne falde fra de høje betonstolper som holdte taget oppe.
Lugten af fugt, og svamp blev gradvist stærkere. Selv igennem deres åndeapperater kunne de lugte og smage den tykke lugt.
Gulvet i Sektor 4 var både fugtigt, og svampet. Store grønne slyngplanter havde startet deres vokseværk op at flere af bygningernes sider.
pludselig hørtes stemmer.
"Inquisitor Roxherd. Jeg har fundet spor af en tilstedeværelse på 20 mand. De opholder sig på byens plaza. Fortsætter Opservation indtil videre ordre" brød Verus pludselig ind på deres radionet.
Lily havde stadig ikke set ham, men det var rart at vide han fungerede, som øjne i det høje.
"Ja gør det Verus. Godt arbejde" sagde Lily hurtigt.
"Caine her. Vi kan også høre dem. Vi har dog tabt kontakten med halvdelen af min enhed. Du må hellere komme herhen hurtig!" brød Caine ind på radionettet.
Lily og hendes enhed farede imod plazaen. De tog position på en af byens tage, og kiggede ned på Plazaen hvor en stor gruppe folk stod. De var iklædt bizart tøj, med et logo der indeholdte 3 cirkler på. De bar Save, sværd, køller, haveredskaber og våben. Alle var kutteklædte og nærmest fanatiske at se på.
Midt i flokken stod en mand. Han holdt et enormt, rusten sværd over sit hovede, med begge hænder fæsnet på dens greb. Han  bar 2 enorme højtalere på ryggen, hvor gotisk prædken kom ud fra. Han var ikke klædt som de andre. Han bar grønne gevandter, med en enorm rød overkåbe. Han var snavset, og tilsølet.
"BRØDRE!!! TIDEN ER INDE! VI VIL TAGE BYEN MED MAGT! FORHOLDENE ER OPTIMALE, OG VORES ALLESAMMENS BEDSTEFADER HAR SVARET VORES BØNNER! HAN HAR SENDT HANS HÆRER! HANS LEGIONER ER PÅ VEJ! VI VIL KNUSE DET FALSKE IMPERIUM!!! DØD OVER KEJSEREN!!" Råbte han.
"DØD OVER KEJSEREN!!" råbte flokken i kor.
Våbene blev hævet og hamret imod hinanden.
Lyden gav Lily kuldegysninger. Hvem kunne dog hade deres smukke imperium så indædt.
"DENNE KVINDE. BLIVER DEN FØRSTE DER DØR!" Råbte han!
Foran ham på knæ sad Wilhamina.
Inden Lily nåede at give Verus ordre til at Verus skulle skyde cultens leder, lod lederen det rustne sværd, blidt kysse Wilhaminas nakke. Med et kraftig ryk gik klingen direkte igennem halsen, og hovedet blev skildt fra kroppen. En kraftig stråle af blod skød imod loftet.
"NEJ!!! ALLE! ÅBEN ILD!" Nåede Lily at høre Caine råbe ud på nettet.
"So it begins!" tænkte Lily for sig selv. 




- Slut på Kapitel 3

Afsnit 2. Kapitel 2. A sound of silence

Stilheden i Chimeraen var så fed, at du kunne skære i den med i kniv.
Lily sad og betragtede Caine. Den store drengerøv var blevet inquisitor.. forbandet.
Han sad fuldstændig ligegyldigt, og fedtede med en af hans pistoler og nynnede en sang for sig selv.
"jeg..jeg....jeg hee..hee.hedder Wilhamina" fik psycheren pludselig fremstammet, og smilte til Lily.
Det gik op for Lily at hun måske havde siddet og fremstået lidt dyster, der i sine egne tanker.
"Åh. undskyld. det er mig en fornøjelse at møde dig Wilhamina" Fik Lily endelig svaret hende.
"ta.ta..tak.. vi har set.me.me..meget frem til at aa...aarr..arbejde med di.dig". Hun smilte over hele hendes letrynkede ansigt. Hun mindede Lily om en venlig bedstemor eller barnepige, som hun sad der.
"Vi har set frem til at arbejde med dem Inquisitor. Jeg er oversergent Tracy Carlize" sagde den kvindelige guardsmen pludselig. "fra 351. Catachan Shock Regiment".
"Fornøjelse at skulle arbejde med dem" svarede Lily.
"Nu hvor vi alle er blevet gode venner, og vores lille Te-selskab er slut, kan jeg måske for lov at fortælle opgaven?" brød Caine pludselig ind.
Lily nikkede bare. "Udemærket.. Man har tabt kontakten til sektor 4.".
"Hvad mener de med tabt kontakten?" Spurgte Falasco, tydelig oprørt. "Der bor over 50.000 mennesker i Sektor 4?".
"Tabt kontakten Sergeant.. som i.. ingen har hørt fra dem, og ingen der er gået derned er vendt tilbage" svarede Caine dystert, og gjorde alt han kunne for ikke at skjule hans entusiasme over denne opgave.
Lily lukkede øjnene, og begyndte at tænke. Hvad kunne der være sket i sektor 4?
Chimeraen stoppede pludseligt, og gruppen steg ud. De stod foran en enorm bygning hvorpå titlen "Blumensaat" var skrevet.
Det lignede et beboelses kompleks, men det indeholdt også elevatoren ned til sektor 4.
De gik ind i entraen, da Carlize pludselig tog fat i Lily. "Inquisitor jeg har vigtig info. Jeg har snakket med min overordnet, som har taget kontakt til det Imperial guard regiment som beskytter byen. De har sat en reaktionsstyrke klar, som de kan aktivere, skulle vi få brug for hjælp". Lily kunne mærke en let byrde blive løftet. Røg de i endnu en kamp, ville det denne gang blive en mere fair kamp.
Inde i hallen gik de hen til elevatoren. Der var underligt stille i bygningen. Ingen stemmer fyldte gangene. Ingen musik eller børn der legede.
"Haxtes... du kender proceduren." sagde Lily.
"skal ske Baronesse." svarede han hende.
Alius og Haxtes gik hen til elevatoren og begyndte at arbejde på den.
"Inquisitor. Jeg er nød til at tale med dem" sagde Falasco.
"Ja Falasco. Hvad så?"
"Jeg vil ikke lyde anmasende eller respekt løs. Men de er simpelthen nød til at give kommandoer og ordre. især under kamp. Mine folk ser op til dig, og hvis du er passiv så dør folk" sagde han alvorligt.
"åh. ehm ja det skal jeg nok huske Falasco. Tak. og fald så tilbage i geled" sagde hun.
Falasco nikkede og virkede tilfreds med Lilys svar.
"Ned i mørket. Stilhed. vi må være mørket" sagde Emily spontant. Den assassin gjorde Lily en smule nervøs.
"Baronesse. Alius har fået elevatoren op at køre" brød Haxtes pludselig ind.
"glimrende. Hvorfor tog det så længe?" spurgte Lily.
"ja ser de Baronesse. Det er det mærkelige. Elevartoren var låst i den anden ende, men ikke i vores". Svarede Haxtes og kiggede stift på Lily.
"Og det er mærkeligt fordi?" spurgte hun.
"Fordi Baronesse... Man låser den kun i den ende hvis man vil forhindre noget, i at slippe ud dernede fra". svarede Haxtes hende.

Ny spiller!

Hej Allesammen! håber i nyder Roxherd Chronicles so far!
Vi har netop fået en ny spiller med! (indsæt selv Trommevirvel!!)

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    

Verus Caspean
Spilles af Mark Yde.

Velkommen ombord Mark. Håber du kommer til at hygge dig med at spille med os! 

Afsnit 2. Kapitel 1. Meeting an old friend.

Det matte lys fra loftslampen vækkede Lily med et sæt. Det automatiske opvågning system var sparket ind og klokken viste kl. 05.55 Terran time. Hun satte sig i sengen, og gned hendes øjne.
Det var nu 1 måned siden hun var kommet tilbage fra The Underhive. Missionen med Brother Duriel var gået som planlagt, og en efterfølgende Arbeites udrensning dernede have formået at skabe en parodi på fred dernede.
De over 500 civile som Arbeites havde slået ihjel i processen, var en lille pris at betale for denne fred.
Lily stod op, og efter et forfriskende bad, og lidt morgenmad, iklædte hun sig sin uniform, og drog afsted imod Inquisitions hovedkvarter. Hun havde den sidste måned, primært udfyldt papir arbejde, og var ved at dø over det. Nu så hun frem til endnu en tur i felten.
Hun ankom ved hovedkvarterets døre. Ude foran bygningen stod Falasco, og havde gang i en peptalk til hans resterende folk. De så ikke ligefrem ud som om de glædede sig. Falasco tilgengæld så ud som om han ikke kunne komme hurtigt nok afsted. "Godmorgen Inquisitor Roxherd" sagde han og gik op i retstilling, og gjorde honnør. "Godmorgen Sergeant... noget nyt fra de andre?" Spurgte hun.
"Haxtes er allerede tilstede i hallen. Har ikke set Alius endnu" svarede han hende prompte.
Lily satte kursen op imod bygningen, og Falasco fulgte stødt efter hende.
Inde i hallen stod Haxtes og analyserede Servitoren der stadig sad ved skranken.
"Omnissiahs velsignelse på dem Baronesse" Sagde Haxtes, uden så meget som at vende sig for at kigge på hende. "Kejseren beskytter Haxtes" svarede hun ham.
De begav sig sammen, via elevatoren op imod Lord Inquisitor Solomons kontor.
De ankom ved døren, som Falasco flåede op, og trådte til siden, så Lily kunne træde ind først.
Herefter fulgte Haxtes og Falasco.
"Inquisitor Roxherd!" udbrød Solomon, og gav hende hånden.
Der var andre i rummet med ham. Alius var nem at kende, som han stod der midt i rummet og ventede.
2 Assassins stod ovre i hjørnet. En kvinde og en mand. 2 Guardsmen var også tilstede. En bidsk udseende, kvindelig gunnery sergeant. Og en lille, spinkel knægt, måske 18 år gammel, som bar et Medic logo på hans flak hjelm. En ældre kvinde, bevæbnet med en stav, og klædt i en robe stod også midt i rummet, og havde gang i at fordærve et æble, som hun havde taget fra en frugtskål, der stod midt på Solomons skrivebord. "En psycher" tænkte Lily for sig selv, men nåede ikke at betragte kvinden yderligere, for den sidste person i lokalet fik Lilys blod til at koge.
"Lily Roxherd, mød Hanni...." "HANNIBAL FUCKING CAINE!!" tænkte Lily, inden Solomon overhovedet var færdig med sin præsentation.
Hun bed tænderne sammen og hendes øjenbryn sænkedes til en temperamentsfuld grimasse.
Caine var en høj, brunhåret herre. Han bare sin Inquisitor påklædning ganske casual og nærmest ligegyldig. Han bar et platora af mærker, kæder og nips på hans uniform. Store brune lædergamachér, skjulede hans udslidte og snavsede kampstøvler. Han bar 2 Automat pistoler i et hylster på hoften, som fik ham til at ligne en gunslinger fra en underhive.
Han havde dybe, blå øjne og var generelt en nydelig herre. Alligevel havde Lily mest af alt lyst til at smide ham på gulvet, og smadre hans perfekte tænder.
"Lily! sikke mange år siden! " sagde Hannibal og gik hen imod hende med en hånd udstrakt.
"Caine.. det må man sige... man skulle nærmest tro jeg havde undgået dig", svarede hun ham sammenbidt.
"Ah i kender hinanden?" spurgte Solomon lidt overrasket.
"Vi er barndomsvenner...vi gik i skole sammen.." startede Lily.
"Og vi datede i 3 år.. og vi var ment til at skulle være blevet giftet væk, hvis ikke Lily var blevet udvalgt til at slutte sig til Soreitas søsterskabet." fortsatte Caine, og kiggede Semi stolt på Lily, over hans evne til at huske.
Lily kunne dog mærke en rødmen kravle fra hendes hals og helt op til hendes hår.
En akavet stemning lagde sig i rummet.
"Okay. ehm. anyways" sagde Solomon og kiggede forundret på de 2 Inquisitors.
"Lily vi har valgt at udvide dit retinue. Mød Verus Caspean" Solomon gjorde en gestus imod den mandelige assassin, som blot nikkede.
Han bar et kropstæt "jumpsuit" som gav ham en nærmest skinny udseende. Han var slank og rank. Han bar en sort maske, med et påtrykt, hvidt kranie. Han havde en Sort trench coat uden over hans jumpsuit, som endte i en hætte der var trukket hen over hans hoved. lange, hvide hårlokker hang ud fra under hætten, og ned langs hans hoved, som kun vagt kunne anes i skyggerne. Han var tung bevæbnet og udgav en følelse af at være klar til hvad end Lily ville kaste efter ham.
"Jeg tilknytter Verus til dit team. Hans tvillingesøster Emily er tilknyttet Caines team", Solomon lavede en gestus imod den kvindelige Assassin som også nikkede.
"Så er Caine her for at betragte mig og mit hold i aktion?" Spurgte Lily.
"Nej i skal arbejde sammen. Caine briefer dig på vejen til Sektor 4." Sagde Solomon stolt, som om han havde fundet en løsning på alle Inquisitionens problemer.
"Så... vi skal arbejde sammen"......
"Det bliver sjovt! ligesom gamle dage! " sagde Caine glad. "Vi rykker ud nu! so introducere jeg dig for holdet på vejen" sagde Caine og nærmest sprang ud af døren.
"Lord Inquisitor! vi ses på den anden side" sagde han og lavede en slags "finger honnør" til Solomon, inden han skred.
Hele hans hold fulgte efter, med Emily som den sidste.
"Thi vinden bære os hvor den vil, bestemmer vi ej selv vores destination eller hvor hårdt vi lander. Vi er blot blade, for vindens skæbne" sagde hun poetisk imens hun gik forbi Lily og hendes enhed.
"hende kan jeg godt lide" mumlede Haxtes, inden Lily og hendes enhed fulgte efter Caine.

- Slut på Kapitel 1

Afsnit 1. Kapitel 3. A fallen brother!

Den mystiske fyr, der præsenterede sig selv som Marvin, fulgte Lily og hendes squad ned til en lille landsby.
I modsætning til byen de lige havde forladt, bestod denne by af små, og organiserede huse. Folk gik rundt og snakkede. Der stod en del landbrugsdyr, som dog hverken så slagteklare eller produktive ud.
Et forkølet klovdyr stod og gumlede på det lyng-lignende materiale som voksede i bunden herned.
”Jeg glæder mig sådan over et besøg fra dem Inquisitor. Vi får ikke mange besøg herned!” sagde Marvin glad, og nærmest flåede Lily igennem byen.
”Jeg er også…. Glad… over at være her” sagde Lily, og var 100 procent sikker på at han godt kunne høre sarkasmen og høfligheden i hendes stemme.
”Gullasch Inquisitor?” spurgte han, og rakte hende en skål med noget mærkeligt suppelignende stads i.
”Ellers tak” sagde Lily og rakte skålen til Alius, der med et træk på skulderne, begyndte at indtage den rødlige væske.
”Han faldt ned fra himlen, som en meteor. Stor og rød! Mekanisk! Skydende i alle retninger. Ramte nogle Kitiaris, som ikke længere er iblandt os”. Marvin gjorde med store armbevægelser en gestus op imod loftet, hvor et mindre hul kunne anes. Han pegede derefter over på en flok af de spinkle klovdyr, som lå i en bunke. De så ud som om de var blevet ramt af en kædesav.
”Hvor er han” brød Haxtes ind.
”Han er lige her!” sagde Marvin, og lavede en gestus imod en stor, rød bunke metal.
”Duriel…… Brother Duriel.. Så han så altså sådan ud” tænkte Lily.
Den enormt store, blood angels Contemptor dreadnought, lå som et vrag på jorden. Benene var væk, og de fleste af hans, ellers smukke røde plader, var slidt af helt ind til metallet. Hans højre hånd var formet som en enorm klo. Stor nok til at gribe et menneske.
Hans anden hånd var et 7 løbet automat våben. En Assault canon!
Contemptor dreadnoughts var i sig selv sjældne nok. At se dette relikvie ligge i denne tilstand var slemt.
”For 6 dage siden gik Duriel amok, og dræbte 3 af hans brødre” sagde Lily. ”Haxtes! Se om der er liv bag panseret, eller om han blot skal fjernes og sendes til The Emperor”.
Haxtes gik hen og lagde en hånd på dreadnoughten, og dykkede ind i hans tanker.
”DU DER! VIG TILBAGE! RØR IKKE VED MIG! JEG ER EN ASTARTES BLOOD CAPTAIN!” Kunne Haxtes høre en stemme der sagde. Stemmen begyndte pludselig at forvrænge og skiftede til et mere rallende toneleje.
”Vi kommer efter jer. Tyrtarach vil falde! Intet kan stå i vejen for vores korstog imod kejserens falske lakajer. Vi vil ramme jer som en pest i ikke kan stoppe. I vil falde som korn, foran vores Le. Død over den falske kejser!!”.
Med et kæmpe massivt ryk vågnede dreadnoughten. Den manglede godt nok sine ben, men den svingede sin powerclaw rundt, og ramte Haxtes. Lyden lød som et baseball bat der rammer en bold. Haxtes fløj igennem luften, og landede et par meter væk. ”Jeg er her for at udrydde jer!” udbrød dreadnoughten, med sin dybe mekaniske stemme.
Hans Assault canon begyndte at dreje, og han sendte en byge af skud op i himlen. ”Hans ildstyring er ødelagt!” råbte Lily. ”Alius få ham slukket!!”.
Alius farede hen, og lige inden dreadnoughten åbnede ild med sin flammekaster, som sad monteret i håndfladen på hans klo, faldt han til ro.
”Haxtes og Alius. Denne søn af Sanginius kan ikke reddes. Påbegynde renseprocessen”.
Haxtes kom på benene, og greb den Melta bomb de havde fået udleveret af Solomon.
Messende begyndte han at udsende en stor mængde af røgelse, imens han mumlede Adeptus Mechanicus mærkelige messende vers.
Alius stod med hovedet bøjet, og mumlede nogle helt andre ting. Bomben blev plantet på brystkassen af Duriel.
”Åh almægtig Omnissiah. Modtag denne skabning som er velsignet med din magt og visdom! Vi sender ham retur til dem, så han kan tjene dem”. Haxtes fjernede Duriels Gene seed cylinder, og han aktiverede bomben, som med en hylende lyd, udsendte sin rødlige Melta masse. Panseret begyndte at gløde, da et pludselig blåt lys, lyste hele rummet op. Melta massen hang over Duriel, som en rød sky, men et blåt kraftfelt holdte massen fra at røre den.
”For fanden! Den har et shield! Al mægtige Emperor. Velsign os! Få det til at lykkes!!” Tænkte Lily sammenbidt, og endte med at folde hendes hænder, dog så Haxtes og Alius ikke så det. De skulle ikke tro hun delte deres tossede religion med dem.
Pludselig kom et gyldent lys, og skjoldet kollapsede. Med et sus og en hylende lyd, nedsmeltede Duriels metal skal, og efter bare få sekunder forsvandt han. Kun efterladende en mængde støv og pulver.
”hvil i fred, Sanginius søn” sagde Lily, og samlede kapslen med Duriels Gene seed op.
”Falasco!... Få os ud af det her hul og tilbage til oververden!”

- Slut på kapitel 3

Afsnit 1. Kapitel 2. There was a firefight!!

Det første skud blev ikke affyret af Lily eller hendes gruppe.
Lederen af Escher banden åbnede ild med sin auto gun. Skuddet ramte en af Falascos mænd som endnu ikke var nået i dækning, direkte i brystkassen. Skuddet fik brystkassen til at løfte sig som en ballon der pludselig får luft, for derefter at falde sammen. Hans Flak vest sløvede skuddet, men de panserbrydende kugler hun havde affyret, var bygget til at skyde igennem dette. Han ramte jorden med en hvæsende lyd, inden han døde.
”PAS PÅ!” Lily forsøgte desperat at få styr på situationen men alt var kaos omkring hende. Pile, projektiler og kasteskyts fløj om ørerne på hende.
En pludselig hvæsende lyd overdøvede alt. Haxtes plasma gun vågnede op, og sende en blå masse af kinetisk energi direkte op imod lederen af banden. Men skuddet var ikke tiltænkt hende.
Kvinden med de lilla dreadlocks, havde åbnet ild med sin heavy stubber, og dræbt endnu en af Falascos mænd. Bygen af 7.7mm projektiler havde splittet ham ad, som en dukke der køres igennem en blender.
Nu ventede der hende et kort karriere slut. Plasma skuddet ramte hende, og med en syslende og hvæsende lyd begyndte hun at smelte. Plasma gunnens enorme temperatur, fik selv hendes molekylærer struktur til at opgive, og hun fordampede stort set øjeblikkeligt.
Endnu et brag overdøvede ildkampen. Alius sendte en højteksplosiv granat ind igennem vinduet på en af husene som banden brugte til at beskyde Lilys gruppe.
Eksplosionen fik hele facaden af bygningen til at kollapse og styrte sammen. Det her var meningsløst! Hvis Lily blev her ville de alle sammen dø, og hun ville formentlig gå ned i historien som den korteste Inquisitor karriere i verden!
”Lily… Min sensor fortæller vi befinder os op af en dør!” Cecil begyndte at sende Lily krypterede beskeder, på den bærbare tablet, der var monteret på hendes arm.
”GODT CECIL! Alle mand! Træk tilbage. Falasco!! Få dine folk væk!” Råbte hun.
”Jeg efterlader ingen! Heller ikke de døde medlemmer af min enhed!” Svarede han hende, imens en byge af hagl fra hans shotgun, dræbte endnu et klan medlem.
”HVIS DU IKKE TRÆKKER DIG SÅ HAR DU IKKE ET SQUAD LÆNGERE!” råbte Alius af Falasco.
Falasco blev truffet i ansigtet af et auto gun skud, som dog prellede af på hans krops panser.
”Vi trækker os. Dette er ikke et nederlag, men det mest fornuftige valg. Omnissiahs velsignelse er stadig på os!” sagde Haxtes, imens endnu et plasma skud blev affyret.
Lilys beslutning blev øjeblikkelig gjort nemmere. Et klan medlem bevæbnet med et raketstyr begyndte at gøre klar til at åbne ild på gruppen. Den smule dækning de havde fundet, ville ikke beskytte imod et våben af denne kaliber.
”Tilbage!! ALLE TILBAGE!! HAXTES FÅ DEN DØR OP!” Lily råbte, og pegede imod den enorme panserdør som markerede passagen imellem Sektor 3 og Sektor 2.
Imens gruppe trak sig tilbage, under tung beskydning, formåede Haxtes at få døren op, og de mere eller mindre væltede ind i Sektor 2.
Døren blev hastigt lukket bag dem, og forseglet. De var i sikkerhed… for nu.
”Falasco…. Kald Douglas op. Bed ham og hans Arbeites enhed om at rykke ind i sektor 3. Anhold alle klan medlemmer. ” sagde Lily stakåndet. Falasco satte sig og påbegyndte radio samtalen.
2 mand……. 2 mand var døde. De var ikke engang nået til deres mål, og 2 mand var allerede døde. Lily bankede sit hoved hårdt imod døren. Hun var vred. Hvordan kunne dette ske? De havde været forsigtige…. De havde holdt øje… og alligevel.
Hun kom dog hurtigt ud af hendes tanker.
Rummet de stod i var.. mærkeligt…. I stedet for gader og stræder, var der her grønne, sumplignende græsplantager. Her stank råddent og indelukket. Næsten som et drivhus.
Hun fik øje på en mand der sad midt i græs engen.
”DU DER! Identificer dem selv!” råbte hun af ham.
”Jeg plukker svampe” sagde manden stolt og viste en håndfuld svampe han havde samlet op.
”De er Inquisitoren? Sandt? De er her for Dreadnoughten?”

- Slut på kapitel 2.

Afsnit 1. Kapitel 1. The other side of the coin

Bagdøren på den panseret Chimera åbnede, og Lily trådte ud. Det var sent om eftermiddagen, og turen igennem hive citien havde været lang og sløv.
Falasco trådte ud som den næste. Med sig havde han en 5-mands gruppe af imperielle guardsmen. "Deling! form op. 2 og 2. Ramirez du holder øje med køretøjet!" råbte han af dem, og de adlød. 
"Sergent jeg vil have denne opgave til at gå så glat som muligt. skyd ikke på noget dernede som ikke er en direkte trussel" advarede Lily ham, og Falasco nikkede til Inquisitoren. De bevægede sig igennem forhallen på bygningen de var stoppet foran. "Green Vile" - stod der på skiltet over bygningen, der rådede over en slags storcenter hvor folk af lavere social status kunne gøre deres daglige indkøb. 
De trådte ind i hallen, og stødte på en større gruppe folk. Folkene bar sorte og røde Carapace kropspansere, store Panserede skjolde og knepler. På ryggen havde de automat våben eller shotguns. "Arbeites!" tænkte Lily for sig selv. De gjorde som regel et godt arbejde, men var desværre til tider kendt for at gå i vejen for Inquisitionens arbejde. 
"Inquisitor. Vi har ventet dem. vi er din reaktionsgruppe. Mit navn er Douglas" sagde manden der åbenbart var leder af Arbeites gruppen. "Godt at have jer med, men til at starte med går jeg derned med mit squad først!" svarede Lily ham kort men bestemt.
De bevægede sig imod elevatoren som ville føre dem ned til The underhive.
"Denne maskine er gammel men pålidelig. Den vil ej volde os besvær" sagde Haxtes imens han programmerede elevatoren til at køre dem ned.
De ankom i the underhive, efter hvad der føltes som en evighed. Muligvis var den gammel og pålidelig.. hvis det ellers betyder gammelt lort på mechanicum, og elevatoren havde ihvertfald ikke travlt med at få dem ned. Alius havde eller aktivt forsøgt at slå, hvad der åbenbart var en permanent nødbremsetilstand, fra. Dette havde dog ikke lykkedes ham, så de ankom ikke ligefrem med fart på.
Da de endelig trådte ud af elevatoren, ramte en kraftig lugt dem. Ikke stank som sådan, men nærmere en tyk dunst af fugt, svamp og indelukkethed.
The Underhive bestod af en masse små hytter, bygget med affald og skrammel. Folk gik vileløse rundt, og fik deres parodi på et liv til at gå. 200 meter over dem, var er et mægtig betonloft. Det var helt mærkeligt at tænke på at oven på dette loft, gemte sig en million by, der alle levede i pomp og pragt, sammenlignet med dette.... hul!
De fortsatte op af gaden, og ankom til en lille plaza midt i "byen". Her lå en kvinde midt på vejen. Eller hun havde sikkert været en kvinde. For ca 3 uger siden, inden hun døde og nu lå her. Forrådnelsen var startet. Kinderne var indsunket, og læberne var begyndt at trække sig tilbage over hendes tænder. Hvad mon havde dræbt hende. Haxtes gik hen til hende, og en lang mechandendrite foldede sig ud og begyndte at analysere hende.
"Hun er død af tab af Plasma. Min kinetiske analyse af hendes kødskal forklare mig at plasmatabet skyldes, en grov amputering af hendes ben, uden efterfølgende korrekt lukkeprocedure. " Sagde Haxtes og kiggede op. Lily opdagede først nu at benet på kvinden ikke rigtig var der.
"Denne kvinde er en borger i imperiet, som ikke bør ligge her. Liget skal fjernes, så flere vederstykkeligheder ikke skal overgå hende! Brænd liget!". Lily trådte tilbage. Gruppen begyndte at klargøre Olie, og ild til at skaffe liget af vejen.
"Må The Omnissiah blesse dette sørgelige kødskjold. Det ej kunne hende beskytte for menneskers vold og magt. Metal kunne have reddet hende. Nu er hun i din varetægt" messede Haxtes.
"Ominissiah velsign hende" sagde Alius.
"NEEEEEJ!!! IKKE MIT KØD!! I RØRE IKKE MIT KØD!!" en mand kom farende imod gruppen. Arme vivlende som 2 vindmøller, og et manisk blik i øjnene. Han bar ikke rigtig andet end en gammel lærreds sæk, og hans hår og skæg var groet til en uglet manke der dækkede hans tynde, hulkinnede ansigt.
Han tacklede Lily, og i ren chok nåede hun ikke at forhindre det. Hun ramte jorden, og greb ud efter håndtaget på hendes power sword. Andre var dog hurtigere.
Med et ørerivende brag, havde Falasco trukket sin shotgun, peget den imod manden, og sendte en byge af hagl imod ham. Normalt var shotguns et relativt svært våben at bruge, men på denne afstand var Falasco næsten kirugisk præcist. Haglene ramte mandens højre ben, og blæste det af. Knogler, muskler og senér. Det hele knækkede under de mere end 14 hagl der ramte manden. Trykket fra shotgunnen var så ekstremt at benet fløj en vej, men mandens momentum i løb, sendte ham flyvende en anden. Han ramte jorden med et hult bump.
Falasco genladede sit gevær.
"Er de okay inquisitor" spurgte han imens han kiggede ned til Lily, der var i færd med at komme på benene.
"Ja. tak Falasco. og godt skudt".
Denne mand kunne have information der kunne være vital. Men inden hun nåede at tænke videre over dette, stod Alius pludselig over manden. En lang, tynd kniv foldede sig ud af Alius håndled, og han pressede kniven ind i mandens strube. Rød væske begyndte at løbe ud af munden på manden. Hvad end information han havde gemt inde i sin fanatiske hjerne, gik øjeblikkelig tabt.
"FOR FANDEN ALIUS!" tænkte Lily sammenbidt.
Alius tørrede kniven af i mandens tøj, og lod ham ligge.
Efter de havde ryddet op fortsatte de ned langs plazaen. De havde hørt et rygte. Det de søgte befandt sig i den næste sektor. De var tæt på. Lily kunne mærke hendes puls stige. Denne form for opgave var ikke en man fik hver dag!
Desværre nåede hendes entusiasme at forvandles til ubehag.
"HEY! INQUISITOR!! VI VIL IKKE HAVE DEM HER!" En kvinde, iført hvad der bedst kunne beskrives som motorcykel påklædning, stod på toppen af en bygning og råbte af gruppen. Hun havde en farverig "Mohawk", og bar et platora af kæder, nitter og læder. I hånden bar hun en ældre Autogun model. Skønt Autoguns ikke var et våben der længere var i brug iblandt imperiets styrker, ville en kugle fra en autogun det rigtige sted, stadig sende Lily direkte til The Emperor.
Kvinden udgav et højt hyl og begyndte at huje og hvine.
Ikke mindre end 30 andre kvinder, der så ud som om de var fra samme bande, dukkede op. Nogle bar armbryste, køller og motorsave. Andre bar tungere våben. En kvinde til højre, for hvad der åbenbart var lederen, bar en Heavy stubber , Et tung maskingevær, hen over skuldren. Ammunitions bælter prydede stort set hele hendes overkrop. Hun havde en cigar i munden, lange lilla dreadlocks prydede hendes hoved, og hun bar et par enorme svejsebriller. Hun havde et manisk grin på hendes ellers kønne ansigt.
"Escher bandemedlemmer", tænkte Lily for sig selv. De var simpelthen gået ind i bande territorium!.
"Spred jer ud!, fire teams! bring de tunge våben ned først, dæk Inquisitoren.. OG LAD VÆRE AT BLIVE SKUD!" bjæffede Falasco af sine folk, som øjeblikkelig tog cover.
Lily kiggede på Haxtes og blev overrasket. Hun var ellers psykisk forberedt på at skulle beskytte Techpriesten. Den Plasmagun han pludselig foldede op fortalte at han ikke havde brug for beskyttelse! Plasma gunnen vågnede op, og dens blå lys gav en syg farve til det ellers relativt mørke underhive.
Den var monteret på en Mechadendrite som åbenbart kunne skyde uden Haxtes skulle bruge ressourcer på at sigte med den.
Han pegede den op imod bande medlemmerne.
Den her kamp slap de ikke ud af!

- Slut på kapitel 1. 

Pilot Episode - Into the underhive

Døren til bilen går op. Lily Roxherd, nyudnævnt Inquisitor adept og lærling til Inquisitor Victoria Rembrand, er netop ankommet til hive citien "Divio Cornito" på planeten Tyrtarach-V, i daglig tale kendt som T-5.
Selvom vejret, på denne tidlige morgen var frisk og behagelig, følte hun alligevel en kold vislen løbe ned af ryggen på hende.
Den store sorte, marmorbeklædte bygning hun netop var trådt ud foran, rummede nemlig hovedkvarteret for "The Inquisition" på T-5.
Lily var lokal født og opvokset på Tyrtarach. Hendes far var en mægtig baron, og hendes storebror Cecil Roxherd, havde tjent i den imperielle guarde og forsvars deling på planeten.
Med stort tryg på "havde". Cecil var blevet dræbt som kujon og han havde bragt skam over Roxherd navnet. Han tjente dog stadig et formål. Hans kranie, svævende midt i luften ved siden af Lily var svær at genkende som den kønne, lyshåret herre han havde været. En rød linse udgjorde det højre øje, og en større mængde datakabler gik fra kraniet og ned i en mindre "Servo probe", som stak ud af bunden i hovedet. Cecil tjente nu Lily som Servo-skull. En "sekretær" som kunne føde Lily med den information hun nu engang kunne have brug for.
Med langsomme skridt gik hun op af trappen. Hun ankom i receptionen hvor en mand sad ved bordet. Manden var fastopereret i bordet, og lignende mere et integreret kontormøbel end en rigtig person.
"vær venlig at identificere dem selv" - sagde han med en monoton og livsløs stemme.
"Inquisitor nummer 224399-X1, Roxherd, Lily" svarede hun.
Servitoren virkede tilfreds med svaret, og titulerede med et "Lord Inquisitoren venter dem".
Lily satte kursen imod elevatoren, efter Servitoren havde markeret hende retningen. Gud hvor hun hadede dem! servitors. Mennesker kunne man ikke kalde dem. Hendes fars hus havde haft et platora af dem, til at tjene ethvert formål. Som barn havde hun ofte kastet sten på dem når de ikke kiggede, eller efterladt små pytter af væske som de kunne glide i. Hun hadede dem inderligt.
Lily ankom ved elevatoren og tog den til toppen. I Inquisitions hovedkvarter på T-5 var alle 3 grene af deres enhed dækket ind. Bygningen var enorm med over 89 etager. fra Etage 2-24 boede Ordos Xenos. Eksperter i udrydelse af enhver form for Aliens, som var fjender af kejserens imperium. Fra etage 25-69 boede Ordos Malleus. Ifølge officielle dokumenter og skrivelser fra Imperiet, fandtes de ikke. Men ifølge rygtet, og dem var der mange af, var de eksperter i at bekæmpe det fra det hensides. Demons.. bare det at sige det gav Lily koldsved. Hun var en retroende kvinde, men frygten for de mareridtsvækkende væsener der boede i skyggerne af, The warp, som hendes legekammerat Hannibal Caine altid havde kaldt det, når de som børn legede soldater, var nok til at skræmme livet af selv hende.
De sidste etager rummet Ordos Hereticus. I Lilys øjne var disse de absolut vigtigste. De forhinderede kættere og utøj i at infiltrere imperiet. De var den retskafnes stemme, og vogteren for dem som troede.
Hun ankom på 86 etage og bevægede sig ned af gangen. På væggene hang glorificerede billeder af legendariske inquisitors, i kamp mod kættere og fjender af imperiet.
Hun ankom ved en mahogni beklædt dør. Velpudsede messinghåndtag prydede den smukt udskåret dør, som stod i skarp kontrast til de ellers kalkhvide mure i bygningen.
Hun bankede på og hørte en stemme. "Kom ind" svarede stemmen bestemt.
Hun åbnede døren og trådte indenfor.
Selvom inquisitions hovedkvarter var spartansk indrettet, kunne man ikke sige det samme om dette kontor. Store røde gobeliner prydede det enorme vinduesparti, som i sin næsten 200 meters højde, havde et fantastisk udsyn ud over byen.
Store mørke reoler med nips, billeder, bøger, dokumenter og statuetter dækkede hele den ene væg. Et enormt sort, skrivebord stor midt i lokalet. Dækket i mærkelige skriftruller, og en data tablet. På reolen stod en mørk jernhandske. På handsken var monteret 2 enorme klinger. Man behøvede ikke være en veluddannet Remebrance, eller historisk interesseret person for at forstå, at dette var en værdifuld og hemmelighedsfuld genstand.
Midt i rummet stod en høj herre. Han var klædt i en lang, blå jakke med gyldne knapper. Hans hår var gråt og tilbageredt. Han manglede venstre arm, så ærmet på hans jakke hang livsløs ned langs han side. Inquisitor Melmand Solomon var en imponerende herre. Lily havde læst reporten om ham. Han vendte sig teatratalsk om, som en vigtig person fra en roman og kiggede på hende med hans betongrå øjne.
Et svagt smil bredte sig. Han var en arret herre, men dog alligevel køn. Lily smilede let tilbage, og nikkede anerkendene til Lord Inquisitoren.
"Lily Roxherd. Glæder mig endelig at møde dem i person" startede Solomon. Han gav hende hånden.
Han lavede en gestus ud i rummet. "Lily Roxherd, mød Haxtes Abnightus". Han gjorde en gestus imod en høj ranglet herre. Manden var så tynd at han kunne fremstå som offer for hungersnød. Men det skyldes ikke sult eller underernæring. Manden var en Techpriest. Lange mekaniske tentaktler, såkaldte Mechadendrites, stak ud af den røde robe som prydede hans krop. Han bar en ilt maske som rallede let når han trak vejret. Som udgangspunkt fremstod han hverken svag eller sygelig. Han stod som en høj, let foroverbøjet herre. Lily kunne ikke lade være at se ham som en gejstlig person i alt deres pomp og pragt. Men Techpriest tilbad ikke The god emperor. De tilbad en ånd gemt i maskiner. Den såkaldte "Omnisiah". Hun brød sig ikke sønderlig meget om disse Mechanicum folk, men hun forstod vigtigheden af dem". "The Omnisiahs blessing til dig Inquisitor" sagde Haxtes med en rallende stemme, og bukkede let for Lily.
"Du kender allerede Alius Tochua" forsatte Solomon og pegede imod manden til venstre for Haxtes. Alius var gammel mechaniker og chef-vedligeholder på Lilys fars mange gadgets, tilbage i deres mansion. Hun havde aldrig rigtig snakket med Alius, men han måtte have formået at kravle ud af hendes fars garage, og stige til tops i the inquisition.
"Omnisiahs blessing til dem Lady Rox... åh.. undskyld.. Inquisitor Roxherd" sagde Alius, og bukkede for hende. Han lignede ikke Haxtes. Alius var større, mere muskuløs og bag præg af at være en arbejdsmand. Han var generelt kendt som en arbejdsom person hos hendes far, og hans arbejdskraft skulle nok blive nyttig. Han bar også flere Mechandendrites, men i modsætning til Haxtes, som åbenbart var ubevæbnet, bar Alius en granatkaster på sin højre arm.
Lily nikkede bare til ham.
"Sidst men ikke mindst. Skal de hilse på Sergeant Tyrael Falesco, Veteran fra 243 Vendolan Regiment, og Veteran fra slaget om Gamma-Prochyon" Solomon titulerede imod en carapace klædt stormtrooper.
Guardsmanden åbnede sin hjelm, rejste sig op i retstilling og gjorde honnør. "Inquisitor Roxherd. Sergeant Tyrael Falasco melder sig til at tjene dem og The Inquisition" sagde han.
Han var en køn herre. Grønne øjne, prydede det meget barske ansigt. Han havde lette skægstube. Han var stor. Efter guardsmen standard ville han have været en intimiderende person at stå overfor.
Hans røde, nymalede kropspanser fik ham til at ligne en æresguarde mere end en frontlinie kriger. Han bar en semi automatisk Shotgun, og et væld af granater.
"Jeg ser frem til at arbejde sammen med dem Sergeant" svarede hun og nikkede til Sergenten.
"Udemærket jamen så er vi vel klar". sagde Solomon.
"Klar? klar til hvad? de har stadig ikke fortalt hvad vi skal?" sagde Lily, der stadig ikke var helt sikker på hvad der skulle ske.
"ahh undskyld mig Inquisitor. En gammel hjerne. Hvad siger de til en tur ned i "The Underhive??"
- Slut på pilot Episoden.